Kunstneren Paul Cederdorff er død i en alder af 88 år.
Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Paul Cederdorff stod blandt andet bag et logo, der blev brugt til en af Kim Larsens mange album.
Det drejer sig om logoet til spillestedet Kielgasten i Holstebro, som den afdøde musiklegende brugte som cover til sit album af samme navn.
»På et tidspunkt forelskede Kim sig i billedet fra den gamle Kielgasten-scene og spurgte, om han måtte få det med hjem. Det kunne jeg af gode grunde ikke give ham lov til, for det var ikke mit. Det var Paul Cederdorff, der havde lavet det,« sagde Knud Christensen, der er tidligere indehaver af Kielgasten, i 2018 til TV Midtvest.
Det er ikke kun logoet til Kielgasten, Paul Cederdorff huskes for.
I mindeord i Dagbladet Holstebro-Struer beskrives det, hvordan han stod bag talrige skulpturer og malerier.
Cederdorffs passion for kunsten gjorde også indtryk på Holstebros tidligere borgmester HC Østerby.
»En stor kunstner og personlighed har forladt os. Paul har betydet så meget for mange mennesker, for mig og ikke mindst for Holstebro Kommune. Du vil blive savnet og mine tanker går til Else og familien,« skriver Østerby i en kommentar på Dagbladet Holstebro-Stuers Facebook-side.

