Han har levet sådan et liv, man kan slå sig på. Og blev det. Slået på. Så hårdt, at han så nemt som ingenting kunne have endt på livets skyggeside. Men:
»Jeg er god til at rejse mig op, når jeg er gået i gulvet. Både fysisk og psykisk,« smiler den anerkendte forfatter Jonas Eriksson.
Et udsagn der også gælder helt bogstaveligt.
Som du kunne læse i weekendens store interview med Jonas Eriksson, var vold og svigt en del af hans barndomsliv, han blev blandt andet som 12-årig sendt i børnefængsel og på opdragelsesanstalt i USA af sin far. Blot for at ryge videre til det berygtede børnehjem Godhavn i Nordsjælland.
En anbringelse som for mange af hjemmets øvrige drenge bidrog til deres deroute.
»Det var bare ikke et særlig fedt sted,« siger han da også og kalder flere af børnehjemmets ansatte for »sadister, som man skulle gå på listetæer omkring«.
Men enkelte lyspunkter var der heldigvis også. Som læreren Eskild, der troede på ham og som sammen med sin kone såede det kim i ham, der år senere førte til, at han turde kaste sig ud i en karriere som forfatter.
»Jeg tror, at jeg har været heldig med mange ting,« erkender Jonas Eriksson med taknemmelighed i stemmen.
En af de ting var, at han aldrig blev afhængig af stoffer. Som der var rigeligt af blandt drengene på Godhavn.
»Vi røg os jo rigtig skæve, men nogen proppede et eller andet i min dansk vand, som jeg blev så dårlig over, at jeg tror, at jeg fik en eller anden psykose.«
»Jeg fortalte det aldrig til nogen og ved heller ikke, hvad det var. Bare at det fuckede mig ret hårdt op og resulterede i, at jeg ikke turde ryge hash efter, og det tror jeg har været en redning for mig,« fortæller Jonas Eriksson, som blev så paranoid af oplevelsen, at han knap turde spise.
»Hvis jeg ikke selv havde stået og set maden blive tilberedt, turde jeg simpelthen ikke spise den, fordi jeg var bange for, at der var puttet noget i den. Det er jo ikke en rask tankegang.
Men det var dét, der gik galt for mange af de drenge. Stofferne.«
Godhavn forlod Jonas Eriksson som 16-årig og blev snart en del af det københavnske kampsports miljø, hvor han med sin bagage følte sig forstået og fandt noget, han var god til. At slås.
Så god, at han få år senere var med til at introducere den ekstreme kampsporten MMA – Mixed Martial Arts – i Danmark.
»Set udefra er det jo helt sindssygt. Hvis man koger det ned, er det to mænd, der går ind i et bur og skal finde ud af, hvem der er stærkest, hvem der kan ondulere den anden,« beskriver Jonas Eriksson, for hvem sporten blev en levevej.
»I starten når du tog ud til stævner, var der altid ham Svend, der var den hårde og kunne karate og skulle teste sig selv og se, hvad der skete, når vi gik i flæsket på hinanden,« siger han om kampene, der ikke altid gik lige stille for sig.
»Men det var også en måde at se sig selv i øjnene på. For mig var det sundt og en måde også at rumme volden og færdes i et miljø, hvor det gav social kapital at være god til at slås.«
»Så på den måde gjorde det mit liv nemmere også. Og så var det noget, jeg var god til,« erkender Jonas Eriksson, der stoppede som professionel i en alder af 35 og i dag nøjes med at være træner og nu mere ser sporten som et håndværk.
Det var sideløbende med MMA kampene, at Jonas Eriksson tog hul på en egentlig uddannelse, tog over 15 år en HF, blev optaget på Københavns Universitet, hvor han blev kandidat i historie og fik taget hul på den karriere som forfatter, som hans gamle lærer på Godhavn havde plantet i ham.
Fik endegyldigt bevist, at han havde noget at byde på. Var noget værd.
»Selvom jeg har haft det dårligt, da jeg var yngre, kan jeg godt have det godt i dag,« konkluderer Jonas Eriksson, for hvem det er lykkedes at trodse de hårde odds, som livet bød ham.
»Jeg tror, at jeg har været heldig og er født med et godt hoved. Og er stødt ind i de rigtige mennesker. Også på de rigtige tidspunkter,« siger han. Og smiler så:
»Og så er jeg god til at rejse mig op, når jeg er gået i gulvet. Både fysisk og psykisk.«
'Af stumper og skår' er netop udkommet på forlaget People’s Press
Fik du læst:
'Let at læse, tung at bære og svær at glemme' skrev en anmelderJonas Erikssons far sendte ham i børnefængsel som 12-årig: Jeg kan godt få ondt i hjertet over den dreng
Med bedende øjne så han på de hærdede betjente. Prøvede at få dem til at forstå, at han havde hidkaldt dem, at han var offeret, at hans far havde forsøgt at brække hans arm. Men forgæves.
Så lød det metalliske klik, da håndjernene smækkede omkring hans spinkle håndled. Hans 12-årige håndled.
»Jeg kan godt få ondt i hjertet over dén dreng,« siger Jonas Eriksson. Om dengang faderen fik ham sendt i børnefængsel.
»Min far var et dumt svin. Jeg hader ham ikke, men han var et dumt svin,« siger han da også. Med afklaret blik i øjnene. Hvorfor, vender vi tilbage til.
Svigt og vold
Måske husker du ham fra seneste sæson af TV 2s realityprogram 'Forræder', hvor den anmelderroste forfatter ikke lagde skjul på, at hans fortid var flosset i kanten.
Hvor flosset kan man læse i hans nye bog 'Af stumper og skår', hvor 50-årige Jonas Eriksson genbesøger sin barndom og opvækst. Alt dét, der har gjort ham til dén, han er i dag:
Svigtet og volden. At blive smidt i børnefængsel, sendt på opdragelsesanstalt og ende på den berygtede behandlingsinstitution Godhavn. Og alligevel samle sig selv op. Af stumper og skår.
Det var, da hans forældre i slutningen af 70erne blev skilt, at fundamentet begyndte at krakelere. I tidens ånd blev børnene delt.
»Jeg har fået fortalt, at det var meget vigtigt for ham, at han skulle have mig,« fortæller Jonas Eriksson, som kun var tre år gammel, da moderen flyttede tilbage til Danmark med hans storebror, og han selv blev i Stockholm med sin svenske far, som var en succesfuld forretningsmand.
Skal han beskrive den mand, kalder han ham en hård mand. En gammeldags mand.
»I dag ville han sikkert blive meldt for et eller andet, men det var en anden tid, hvor det var tilladt at give en endefuld og trække én i håret. Det var hans måde at opdrage på,« siger Jonas Eriksson. Og tilføjer:
»Men jeg husker ham også som omsorgsfuld.«
Få år senere fik hans far nyt job i England og fandt kærligheden igen. Og lille Jonas fik en stedmor, hvis kærlighed ikke omfattede stedsønnen, og for hvem det lykkedes hamre en kile ind mellem far og søn. Som affødte et markant skift i deres forhold.
Følte sig uønsket
Faderens lunte blev kortere. Lussingerne sad løsere og løsere.
»Jeg ved jo ikke, hvad der er foregået i hovedet på hende eller på ham. Men når jeg tænker tilbage, føler jeg, at da jeg er omkring ti år gammel, begynder han at forsvinde fra mig.«
»Og som børn jo gør, hvis de ikke får nogen opmærksomhed, blev jeg lidt besværlig og udadreagerende,« forklarer Jonas Eriksson, som i trods begyndte at svare sin far igen. Give ham modstand.
»Og der var min far jo hård. Var jeg udadreagerende over for ham, var han udadreagerende tilbage. Og fordi jeg var stædig, eskalerede tingene derfra.«
Han griner. Af sig selv. For han prøver på ingen måde at hvidvaske sin egen part. Men prisen, han betalte, var høj.
12 år gammel følte Jonas Eriksson sig for alvor uønsket. Skubbet ud af den rede, der trods alt havde givet ham en form for tryghed i de første år af hans korte liv.
Du burde gå ud og hænge dig
Hans stedmor var gravid, kimen til en helt ny familiestamme sået. En stamme, han ikke hørte hjemme på. Og nu ville hans far indrullere ham på en ny skole.
'En slags kostskole, hvor enkelte elever bor' lokkede faderen.
På det tidspunkt var familien flyttet til Dallas i USA og ved ankomsten til 'skolen' blev Jonas Eriksson intetanende smidt ind i en celle lignende stue, hvor alt var boltet fast til betongulvet, og et firkantet kighul med trådnet for var hans eneste forbindelse til verden udenfor.
'Hvornår kommer min far?' spurgte han personalet den første dag.
'Han er kørt hjem' lød svaret.
Uden at vide det, var han blevet sendt på en opdragelsesanstalt.
Få måneder forinden var et sammenstød mellem far og søn eksploderet. Havde en svingende lussing sendt Jonas Eriksson til tælling.
'Du burde gå ud i garagen og hænge dig og gøre os alle en tjeneste' tordnede hans far og hev fat i hans arm. Forsøgte at brække den.
Børnefængslet
Og det var dér, at han med bævende stemme i telefonen forsøgte at komme i kontakt med børneforsorgen, men blev stillet om til politiet, som straks sendte betjente til adressen.
Men de lyttede ikke til ham. Tog faderens påstand om, at det var sønnen, der havde angrebet ham, alvorligt. Og smækkede håndjernene om hans spinkle håndled.
En enkelt nat blev det til i børnefængslet.
»Jeg kan tydeligt huske det,« siger Jonas Eriksson og indrømmer, at netop den scene var svær at skrive. At han fik ondt i hjertet på vegne af den 12-årige dreng.
»Jeg synes, at det er synd for den dreng, jeg var dengang, men jeg synes ikke, at det er synd for den, jeg er i dag,« understreger Jonas Eriksson.
»Jeg er med på, at de ting har defineret den person, som jeg er i dag i en eller anden udstrækning. Så jeg føler, at den dreng blev svigtet, men jeg føler mig ikke selv svigtet. Det var dengang,« siger en afklaret Jonas Eriksson.
Natten i børnefængslet blev efterfulgt af opdragelselsesanstalten i Dallas, som ifølge deres egen hjemmeside excellerer i 'omfattende psykisk og adfærdsmæssig sundhedspleje' for patienter fra 12 år og op.
Først efter tre måneders indespærring, slap Jonas Eriksson ud. Kun for at ende på børnehjemmet Godhavn i Danmark. Hvor omsorgen heller ikke hang på træerne.
Higede efter faderens kærlighed
Så fulgte rodløse og rastløse år som MMA kæmper, som udsmider på københavnske natklubber, som taxachauffør, før han gradvist fik samlet stumperne og fundet sit fodfæste.
Over 15 år og fag for fag tog han en HF. Kom ind på universitetet og fik en kandidatgrad i historie, stiftede sin egen familie.
Men indeni higede han stadig efter faderens kærlighed. Hans accept. At føle sig som en del af familietræet, som fysisk var rykket tættere på.
Faderen var flyttet hjem til Sverige med sin kone og Jonas Erikssons to halvbrødre. Kontakten var sporadisk. I såvel handlinger som ord følte han, at de gjorde, hvad de kunne, for at cementere, at han ikke hørte til.
Dumt svin
For to år siden døde hans far så. Døde dét menneske, hvis kærlighed og accept han altid havde higet efter. Nu var det håb slukket.
»Kender du de der amerikanske film, hvor far og søn er ude at fiske til sidst og så siger faren: 'du er god nok'? Det var dét, jeg sad og ventede på. Men det kom ikke,« siger Jonas Eriksson og griner overbærende over sin egen naive drøm.
»Han var et dumt svin. Nok ikke altid, men vi er et produkt af vores valg her i livet, så hvis du spørger mig, endte han sgu som et dumt svin.«
»Og skal jeg være ærlig, er jeg faktisk glad for, at han er død. At jeg ikke skal ligge under det åg længere.«
»Det er ikke fordi, jeg hader ham. Jeg sidder ikke på den måde og har lyst til at tage op og pisse på hans grav. Jeg er bare glad for, at han er død. Og mit liv har ændret sig drastisk, siden han døde.«
»Jeg har opnået alle de ting, jeg gerne ville. At udkomme (med debutromanen 'Vejen hjem', red.) blive godt anmeldt, få lov til at skrive flere bøger.«
»Alt begynder at falde i hak, som om jeg – selvom jeg måske kun så ham én gang om året – på en eller anden måde har levet i hans skygge.«
Så smiler han. Jonas Eriksson. Som har rejst sig af stumper og skår.
'Af stumper og skår' er netop udkommet på forlaget People's Press