Efter flere års drømmerier tog smykkedesigner og danser Claudia Rex og skuespiller Pelle Emil Hebsgaard springet i sommer.
De flyttede fra deres hjem i Hillerød og købte i stedet et såkaldt 'tinyhouse' på blot 30 kvadratmeter, som de i dag bor i med deres to børn - uden rindende vand eller badeværelse.
Huset er placeret på Claudia Rex' forældres mark i Nordsjælland, og det er blot starten på den drøm, som forhåbentlig bliver til virkelighed i løbet af næste år:
At totalrenovere Claudia Rex' forældres gamle kostald, gøre den til familiens nye hjem, og således bo i en form for gård-kollektiv med Claudia Rex’ forældre, Pelle Emil Hebsgaards svigerforældre - og ikke mindst parrets børns bedsteforældre.
»Vi sagde; nu hopper vi ud i det, uden vi havde undersøgt, hvad det præcis skal koste, men vi har en drøm om at gøre det på minimalt budget,« forklarer Claudia Rex.
Parret solgte deres hus for nogle år siden, og efter at have brugt 200.000 på et brugt tinyhouse har de nu kun månedlige udgifter til strøm og kan derfor leve billigt, mens de renoverer - sandsynligvis det næste års tid.

»Mine forældre bor i hovedhuset, og vi skal bo sammen og hjælpe hinanden,« forklarer Claudia Rex.
Planen om at bo tæt sammen opstod egentlig hos hendes far for mange år siden.
»Det er faldet meget naturligt i hak. Mine far har altid drømt om det, og vi bruger mine forældre meget til at passe børnene, når vi skal på job, så hverdagen er nemmere,« siger Claudia Rex.
For nogle ville det måske lyde som et sandt mareridt at bo på samme grund og dør om dør med sine forældre eller svigerforældre - og familierne har da også snakket om grænser, så de ikke risikerer at gå hinanden for meget på nerverne.

»Vi har da haft snakke om, at børnene ikke bare kommer rendende i tide og utide, de skal ikke komme om morgenen og vække dem, men dørene er åbne, og hvis der er behov for privatliv, så er vi gode til at snakke om det,« forklarer Claudia Rex.
Lige nu spiser familien og hendes forældre sammen en gang om ugen, men det bliver sandsynligvis øget, når først det nye hus står færdigt.
Derudover er det også planen, at de skal arbejde på at blive delvist selvforsynende på gården.
»Vi er blevet deltidslandmænd, så det, at vi kan hjælpe med gården, giver os mega meget glæde,« fortæller Claudia Rex.

Hun er vokset op med landbrug og ved, at det er mere end et fuldtidsjob. Den vej ønsker familien ikke at gå - men det er drømmen at dyrke egne grøntsager og have høns.
I det hele taget nyder familien at være kommet tættere på naturen, og oveni flytning og kommende renovering har de også lagt deres arbejdsliv om.
Pelle Emil Hebsgaard har som skuespiller altid været meget væk fra familien i perioder, og det bliver der nu lavet om på - i hvert fald for en tid.
»Vi tager nogle store sats på samme tid. Pelle har taget en lille pause fra teatret for at kunne være der på familietidspunkter, for han har været væk meget aften og weekender, og da vores datter var to måneder, tog han afsted på turné i to måneder,« forklarer Claudia Rex.

I stedet laver han nu reklamespeaks og tegnefilms-dubbing og andre ting, der gør det muligt at være mere hjemme og arbejde mindre.
Oveni hatten har Claudia Rex også startet et nyt projekt.
»Jeg er uddannet designer, og nu har jeg lavet et atelier i Helsingør, hvor jeg sælger mine egne smykker, og så laver jeg vægkunst. Der hjælper Pelle mig også med det administrative,« fortæller hun.
Fælles for de mange nye initiativer i parrets liv er dog, at det hele skal skabe mere tid til dem sammen som familie.
Claudia Rex har på det halve år, familien har boet på 30 kvadratmeter på en mark, også oplevet, hvordan hendes børn er blevet gladere.
Og hun har også selv mærket en stor forandring.
»Jeg er blevet meget gladere, og jeg er mindre stresset, og jeg er mindre deprimeret.«
»Jeg har en tendens til en lidt mørk tankegang, og det er virkelig begrænset rigtig meget, siden vi kom herud. Jeg er meget afhængig af lys og frisk luft, og det at jeg kan slå dørene op og kigge ud på en hjort, lytte til vinden - det lyder meget indianeragtigt - men jeg bliver ladet op af naturen,« siger Claudia Rex.

