Den tidligere ejer af donut-kæden Bronuts og 'Robinson'-deltager, Ninos Oraha, har droppet ringene af dej, men nu har han sat en ring af guld på sin kæreste.

I et Instagram-opslag deler han nyheden sammen med et billede af kæresten, Elife Kocak, der stolt viser ringen frem.

»Tiden er ubegrænset. Jeg elsker dig,« skriver han i opslaget.

Elife Kocak deler et lignende billede på sin egen Instagram, hvor hun svarer på det store spørgsmål.

»Et kæmpe stort JA,« skriver hun.

Tilbage i februar mistede parret et barn for fjerde gang, da Elife Kocak lider af diagnosen 'abortus habitus', hvor kvinder mister tre eller flere graviditeter i træk. Diagnosen rammer to til tre procent kvinder.

Dengang fortalte Kocak, at hun gennem en længere periode ikke turde fortælle om sine spontane aborter, fordi det er tabulagt.

»Men da jeg så mistede for fjerde gang i træk, kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for at snakke højt om det. Jeg havde brug for at fortælle, at jeg faktisk ikke var okay,« skriver hun og fortæller, at det for hende har været den helt rigtige beslutning at åbne op for sin sårbarhed.

»Jeg føler virkelig, jeg kan ånde lettet op, især fordi folk er så søde til at dele deres historie med mig, hvis de har stået i lignende situationer, eller bare ønsker os det bedste.«

Parret deler datteren Elia, der ifølge Elife Kocaks instagram-opslag endelig skal være storesøster.