Kendisdatter går i sin fars fodspor: 'Jeg synes hun skulle få sig en uddannelse'
Selvom Nikolaj Steen er stolt af sin datter nu har valgt skuespillervejen, håber han samtidig, at hun tager sig en uddannelse.

Selvom Nikolaj Steen er stolt af sin datter nu har valgt skuespillervejen, håber han samtidig, at hun tager sig en uddannelse.

Nikolaj Steen er stolt af sin datter.
Hun er nemlig begyndt at gå i sin fars fodspor og har lige nu en af hovedrollerne i den nye danske film, 'Råplan'.
Onsdag aften var den 59-årige multikunstner mødt op til premieren på filmen i København for at bakke op.
Her fortalte han til den fremmødte presse om sin 20-årige datter, Rita Engberg Steens, store aften:
»Jeg er meget stolt. Nu har jeg ikke set filmen endnu, men jeg har hørt, at den skulle være god, og at hun skulle være god. Jeg har også hørt, at det skulle være en rimelig hård film. Så jeg frygter lidt, om jeg skal sidde og holde mig for øjnene.«
Selvom han er stolt af sin datter, har han dog også sine betænkeligheder ved, at hun nu søger skuespillervejen.

»Det er ikke noget, jeg har rådet hende til. Bestemt ikke,« siger han og fortsætter:
»Jeg synes, hun skulle få sig en uddannelse og så måske søge ind på teaterskolen. Men hun er jo en voksen kvinde på 20 år, så jeg kan ikke bestemme noget. Kun give gode råd.«
Adspurgt hvorfor han mener, hun først burde tage en uddannelse, uddyber han:
»Jeg synes, det er en meget god idé. Det er ikke særlig nemt for en kvinde at være skuespiller i Danmark. Når man runder de 30-32 år, er det svært at få roller, og så er det måske meget godt at have en uddannelse.«
Rita Engberg Steen fortæller selv, at hun har lavet lidt forskelligt skuespil, siden hun var 11 år, og tilføjer, at hun er virkelig glad for at kunne gøre det.
»Og jeg har min familie, der kan hjælpe mig. Jeg kan altid spørge dem til råds. Det er altid rart,« fortæller hun.
Kan det være en ulempe som ny skuespiller, at ens forældre også er det?
»Nej, det har jeg ikke oplevet. Tværtimod. Jeg er bare glad for, at vi kan dele det og have det sammen.«

Hvordan bliver det at vise filmen til din far?
»Det er spændende. Jeg er faktisk rigtig nervøs. Også fordi det er en lidt barsk rolle og barsk film. Jeg er mest nervøs for min mor - der er scener, man måske godt kunne have undværet at se som forældre.«
Hvilke scener?
»Det skal man se filmen for at se.«
Rita Engberg Steen tilføjer, at hun for tiden har sabbatår, og derfor er åben for mere skuespilarbejde.