Tvillingebrødrene Oskar og Elias Hole, som står bag YouTube-kanalen "Kenderdudet", sidder fredag på anklagebænken i Retten i Odense.

De er kendt for deres videoer på sociale medier, men fredag sidder tvillingerne tiltalt for at bryde markedsføringsloven flere gange i 2023.

Det drejer sig blandt andet om en YouTube-video med titlen "Otte måder at smugle alkohol ind på festival".

Som led i bevisførelsen bliver videoen vist for retten. Her ser man brødrene fortælle om, hvordan man kan dyppe en tampon i vodka og herefter putte den op i numsen.

Videoen står i skærende kontrast til den ellers alvorlige stemning i retslokalet, og den ene tvilling har også svært ved ikke at trække lidt på smilebåndet.

Forbrugerombudsmanden mener, at de har brudt loven ved direkte eller indirekte at have opfordret børn og unge til hensynsløs eller farlig adfærd.

Under afhøringen af Oskar Hole fremhæver specialkonsulent hos Forbrugerombudsmanden Sabrina Amtrup, at flere personer har skrevet "Jeg skal på Vilde Vulkaner" i et kommentarfelt under videoen.

Vilde Vulkaner er en musik- og legefestival for børn mellem syv og 12 år.

Hun spørger, om han var klar over, at børn så deres videoer.

- Det ved jeg ikke, hvad jeg skal svare til, siger Oskar Hole efter en lang pause.

Kendes tvillingerne skyldige i at bryde markedsføringsloven, kan de se frem til en bødestraf. Hvor stor bøden vil være, fremgår ikke.

RITZAU