I sidste uge blev Helmig-familien udvidet, da Ida-Marie Helmig fødte sønnen Erik, som fik det rørende mellemnavn 'Hugo' opkaldt efter afdøde Hugo Helmig.

Og nu – blot en uges tid senere – er den kendte familie blevet endnu større.

Thomas Helmigs hustru, forfatteren Renée Toft Simonsen, er nemlig blevet bedstemor igen.

Denne gang er det hendes søn Jens Kristian Toft Simonsen – som hun har fra sit tidligere ægteskab med erhvervsmanden Kristian Sandvad – der har budt datteren Augusta velkommen til verden.

Renée Toft Simonsen hylder sit nyeste barnebarn i et rørende opslag på sin Instagram-profil, hvor hun samtidigt afslører, at hun fik lov at deltage under selve fødslen:

'Og så kom Augusta 01.09.26, og jeg fik lov at være med og se hende komme til verden, og det fylder mig med taknemmelighed at blive beriget med endnu et lille liv i vores klan. Hun er lige så heldig som lille Erik Hugo at lande hos den bedste og kærligste lille familie, og vi er uendelig heldige at blive bedsteforældre endnu en gang,' skriver hun.

Thomas Helmig og Renee Toft Simonsen fik sønnen Hugo Helmig. Foto: Emil Hougaard

Selvom opslaget er helt nyt, vælter det allerede ind med varme lykønskninger fra venner, kendte kolleger og følgere.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen har været gift siden 2000 og har for nylig fejret sølvbryllup, trods en kort skilsmisse i 2013, hvor de fandt sammen igen efter blot tre måneder.

Sammen fik parret sønnen Hugo Helmig. Begge har desuden børn fra tidligere forhold. Thomas Helmig er far til datteren Ida-Marie Helmig, mens Renée Toft Simonsen er mor til Ulrikke Toft Simonsen og Jens Kristian Toft Simonsen.