Den folkekære musiker Keld Heick har modtaget ridderkorset.

I et interview med Billed-Bladet fortæller han sammen med sin hustru, Hilda Heick, at han modtog et opkald om det tilbage i maj.

Keld og Hilda Heick ses her sammen i maj 2025.
Keld og Hilda Heick ses her sammen i maj 2025. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Med posten kom ridderkorset så i begyndelsen af oktober.

»Jeg er meget beæret og stolt. Det havde jeg slet ikke regnet med. Det er en stor ære,« siger musikeren til ugebladet.

Da han fik opkaldet, blev han ifølge Hilda Heick så rørt, at han fik tårer i øjnene.

Nu ser den 79-årige Keld Heick frem til at skulle i audiens med kong Frederik, hvor han kan takke for ridderkorset, fortæller han til Billed-Bladet.

Det sker dog først den 11. maj næste år, lyder det.

Keld Heick har modtaget ridderkorset for sin mange år som musiker og for sit arbejde i musikbranchen.

Ægteparret udgør tilsammen den folkekære dansktopduo Keld & Hilda, som har optrådt sammen siden 1976. 

Knap 50 år efter tog de i foråret for sidste gang på turné, da de i marts tog hul på det musikalske talkshow 'Hånd i hånd... på sidste turné'.

I februar næste år spiller de deres afskedskoncert i Portalen i Greve.

Det er måneden, hvor Keld Heick fylder 80, mens Hilda Heick rammer det runde tal i maj samme år.