Influencers bliver i den grad brugt som reklamesøjler.

Flere tusinde følgere ser med, når Katherine Diez deler alt fra bogcitater til reklamer for sine træningsrutiner. 

Og det sidste møder nu kritik. 

For i en video for virksomheden Move & Glow, som influenceren er sponsoreret af, fortæller Katherine Diez, at hun, med maskinen infraslim, har forbrændt 758 kalorier på bare 30 minutter.

Den påstand piller ernæringseksperterne Morten Svane og Morten Elsøe dog fra hinanden i podcasten 'Slut med forbudt'.

De to forstår ikke, hvordan tallene passer sammen, eller hvordan infraslim-maskinen udregner Katherine Diez resultater. 

»Der er ingen tvivl om, at der er blevet arbejdet for det. Men hvordan måler maskinen det? Det virker meget, meget højt sat.«

Ifølge de to ernæringseksperter ville det antal forbrændte kalorier nemlig være en verdensrekord.

Til sammenligning fortæller de i podcasten, at løberen Eliud Kipchoge i 2018 forbrændte 2.322 kalorier over to timer ved at løbe 21 kilometer, hvilket vil svare til 1.161 kalorier i timen. 

Dermed havde Katherine Diez altså slået den rekord, hvis maskinen viste rigtigt, og hun havde forbrændt 1.516 kalorier i timen. 

Og det mener eksperterne ikke kan lade sig gøre. 

»Det er meget urealistisk og meget usandsynligt. Jeg vil tro, hun har forbrændt 400 kalorier og måske mindre end det,« lyder det. 

Lektor i fysiologi ved Københavns Universitet Morten Hostrup fortæller på samme måde til B.T., at det ikke burde kunne lade sig gøre. 

»Det er bestemt ikke plausibelt, det er decideret usandsynligt, at hun kan have forbrændt så meget. Hvis man skal op og forbrænde så meget, så er du atlet med en høj masse,« forklarer han. 

På Instagram har Katherine Diez onsdag aften delt et opslag, hvor hun fortæller, at hun er opmærksom på kritikken. 

'Jeg er af nogle venlige mennesker blevet gjort opmærksom på, at en ekspert har udtalt, at det ikke kan lade sig gøre at forbrænde disse kalorier på denne tid. Og at det derfor er wrongdoing, at jeg har sagt, at jeg har gjort det. Igen: Jeg er ikke ekspert, har heller aldrig påstået det. Jeg elsker eksperter udi alt og vil altid lytte på alle områder, hvor jeg selv er lægmand,' skriver hun. 

Til B.T. uddyber Katherine Diez, hvad hun tænker om at reklamere for firmaet og eksperternes kritik.

»Jeg anbefaler det her, fordi det er rigtig sjov og god træning. Jeg har allerede dementeret, at jeg skulle være en form for ekspert. Og jeg havde da aldrig tænkt over, at maskinen måske lyver. Jeg er ligeglad med kalorier. Jeg har bare delt et billede, og jeg kan ikke se, at jeg skulle være en sjuft,« lyder det. 

Men har du ikke et ansvar for, at det, du reklamerer for, passer? 

»Det har alle, der er i mediebranchen og videreformidler information. Men jeg mener, der skal være plads til at blive klogere. Jeg har snakket med dem, der står for de her maskiner, og jeg tænker, at de må være eksperter, men jeg er jo ikke videnskabsmand. Jeg har bare delt en oplevelse, som jeg er begejstret for.«

Tænker du, at du kommer til at ændre adfærd i forhold til, hvad du reklamerer for og hvordan? 

»Ændre adfærd? Hvorfor skulle jeg det? Jeg har set, hvad maskinen har sagt, og det er det, jeg har delt videre.« 

Men nu ved du jo, at der er eksperter, der siger, det resultat ikke kan lade sig gøre, så det ville jo være vildledende markedsføring at blive ved med at dele det. 

»Jamen, det lader jeg da også være med i fremtiden. Så må jeg jo lade være med at dele det med kalorierne.«

Så du kommer til at ændre adfærd? 

»Ja, jeg kommer ikke til at skrive noget om kalorierne.«

Har du tænkt dig at stoppe samarbejdet, nu når eksperterne har fortalt, at maskinen med stor sandsynlighed ikke viser et retvisende resultat? 

»Næ. Hvorfor skulle jeg det? Jeg synes, det er et dejligt samarbejde, og jeg elsker denne her træning. Jeg er ligeglad med forbrændingen.«

B.T. har kontaktet firmaet Move & Glow for at høre, hvad de tænker om kritikken, og om de kan dokumentere maskinens effekt.

De er i skrivende stund ikke vendt retur. 

Lektor i fysiologi Morten Hostrup fortæller, at ud fra hans vurdering vil en tur i maskinen være spild af penge. 

»Det ville ikke være værd at bruge pengene på. Det ville give mere at gå ud og løbe almindeligt eller cykle.«