Katherine Diez talte for tomme stole - og flygtede fra journalist
Katherine Diez var sat på hovedscenen ved '2 Days of Beauty'. Men fremmødet var meget sparsomt. Bagefter opsøgte B.T. hende med et enkelt spørgsmål.

Katherine Diez var sat på hovedscenen ved '2 Days of Beauty'. Men fremmødet var meget sparsomt. Bagefter opsøgte B.T. hende med et enkelt spørgsmål.

Det var ikke en hvilken som helst plads på programmet, Katherine Diez havde fået.
Søndag var hun nemlig placeret på den såkaldte Main Stage ved '2 Days of Beauty' i Forum København, hvor arrangørerne på forhånd lagde op til noget af en oplevelse.
'Kom med til en inspirerende beautytalk med Katherine Diez, hvor vi dykker ned i skønhed, selvbillede og de idealer, der former vores syn på os selv – og hinanden,' lød det i markedsføringen.
Men da den tidligere litteraturanmelder, der i 2024 blev afsløret i omfattende plagiat, søndag indtog hovedscenen, var interessen til at overse.
Foran hende stod flere rækker af tomme stole.
Kun en mindre del af pladserne var besat, da hun satte sig til rette på scenen iført røde leggings, hvid cardigan og et rødt bånd.

Det lod dog ikke til at påvirke hende synderligt.
Diez fortalte blandt andet om skønhed, selvbillede og sin favoritbehandling – den såkaldte vampyrbehandling – og læste op fra sin bog ‘I egen barm’.
Et enkelt øjeblik kom der dog mere liv fra publikum.
Da Diez fortalte, at de mest homofobiske mænd ifølge hende er »closeted gays« – altså homoseksuelle mænd i skabet – lød et enkelt »wuhuu« fra en kvinde blandt publikum.
Det fik Diez til at smile.
Da talken var slut, fortalte moderator Marie Carsten Pedersen fra scenen, at publikum kunne komme hen og hilse på Katherine Diez, og at hun formentlig også ville bevæge sig rundt på messen.
Men det havde Diez ingen planer om.

»Jeg har faktisk set det hele i går og skal hjem og skrive en tale,« sagde hun fra scenen.
Kort efter forsøgte B.T. at få en kommentar, men da B.T.s journalist præsenterede sig, vendte Katherine Diez sig straks om.
Er du tilfreds med fremmødet til din talk?
Der blev stille. I stedet kom Patrick Marwitz-Bachmann, der står for partnerskaber og sponsorer hos '2 Days of Beauty', til og stillede sig mellem B.T. og Diez.
»Vi har heller ingen kommentarer,« lød det fra ham, hvorefter Diaz flygtede fra stedet.
Efterfølgende er arrangørerne dog vendt tilbage med svar.
De forsvarer bookingen og understreger, at Diez ikke var tænkt som et hovednavn, der skulle trække publikum.
Bookingen har vakt en vis opsigt. For siden plagiatsagen i 2024 har der været relativt stille omkring Diez' arbejdsliv, udover en værtsrolle på realityprogrammet ‘Villa of Broken Hearts.’
Ifølge 2 Days of Beauty blev hun booket, fordi hun kunne bidrage med et »relevant og personligt perspektiv« på skønhed, identitet og selvbillede.
Hvor mange der faktisk overværede talken, kan arrangørerne ikke oplyse. De vil heller ikke fortælle, hvor stort et honorar Diez fik.
Ser I samlet set Katherine Diez’ medvirken som en succes?
»Ja, det gør vi. Katherine leverede en relevant og personlig talk, som passede godt ind i den bredde af perspektiver, vi gerne vil skabe med 2DAYS OF BEAUTY,« skriver arrangørerne og tilføjer:
»Som ved alle vores talks varierer publikum hen over dagen, fordi gæsterne fordeler sig mellem de mange aktiviteter, der foregår samtidig.«
Messen solgte samlet mere end 2.700 billetter, men det endelige besøgstal er endnu ikke gjort op, lyder det.