Influencer og litteraturanmelder Katherine Diez skrev torsdag på sin egen Instagram, at hun nok har plagieret i sit arbejde som anmelder og skribent. 

'Jeg lever for at skrive og er derfor dybt ulykkelig over det skete og har brugt den sidste uge på at indse, at jeg har haft en uansvarlig, sløret, usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl, hvilket jeg dybt beklager.'

Du kan læse hele Katherine Diez' skriv her. 

Den nye udmelding får nu konsekvenser. 

Modemagasinet Elle har valgt at fjerne alle Katherine Diez' tekster fra deres hjemmeside. 

Det bekræfter chefredaktør Cecilie Ingdal overfor B.T.

»Vi tager sagen dybt alvorligt. Vi stoler på vores journalister og forventer, at de overholder ophavsretsloven, hvorfor vi i god tro har bragt Katherines Diez’ boganbefalinger og kommentarer,« lyder det fra chefredaktøren.

Elle nøjes dog ikke med at deaktivere alle Katherine Diez' udgivelser på deres hjemmeside.

Modemagasinet vil også selv sætte en undersøgelse af plagiat igang.

»Set i lyset af sagens udvikling bliver vi nødt til at gennemgå alle Katherine Diez’ artikler, så vi sikrer os at ophavsretten bliver overholdt,« siger Cecilie Ingdal.

Berlingske er også i gang med at gennemgå de tekster og anmeldelser, som Katherine Diez har skrevet for mediet. 

Derudover fortæller MSD Danmark til B.T., at de lige nu er i gang med en snak om, hvad der fremadrettet skal ske med deres samarbejde med Katherine Diez.

»Vi skal have en snak med hendes agent igen, men det er klart, at det giver anledning til en snak om, om vi kan stå inde for hendes troværdighed,« lyder det fra presseansvarlig Sofie Ustrup. 

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez i forbindelse med sagen om plagiat.

Hun er i skrivende stund ikke vendt retur.