Da Katherine Diez blev taget i omfattende plagiat var tiden som litteraturanmelder og klummeskribent for Berlingske et overstået kapitel.
Men udover udgivelse af bogen 'I egen barm' og den nylige værtstjans i Prime-serien 'Villa of Broken Hearts' er det ikke meget, vi har set til Diez.
Og derfor bliver hun i 'Mathias Helts Talkshow' på Radio IIII spurgt ind til, hvordan hun tjener sine penge.
Det afviser hun at svare på.
»Det er dine ører alt for sarte til at høre, skat,« lyder svaret ifølge Se og Hør.
Diez vil dog gerne fortælle, at hun kunne have tjent mange flere penge, hvis hun havde sagt ja til en helt bestemt efterspørgsel på Instagram.
Nemlig efterspørgslen på brugte trusser.
»Når man har været en rigtig instagirl i en del år, så får man da nogle sjove tilbud. Og jeg vil bare sige, at jeg ville have så mange penge i dag, hvis jeg havde sagt ja til nogle af de ting, jeg er blevet tilbudt.«
Selv håber Katherine Diez, at hun kan 'nøjes' med at fortsætte i sit nye erhverv som tv-vært.
»Man kan se en kvinde, som er ekstremt lykkelig og glad for at prøve at være i den her rolle for første gang, for det er jo en kæmpe, kæmpe drøm, en livslang drøm, en barndomsdrøm, der går i opfyldelse.«
»Jeg er jo tv-vært nu og forfatter, og jeg vil sige, at det jeg lever for, det er at skrive og tv – det er det, der gør mig utroligt lykkelig,« har hun fortalt til B.T.
