Den danske diamanthandler Katerina Pitzner sætter nu sit luksuriøse hus i Vedbæk til salg for et svimlende millionbeløb efter at have lejet det ud i tre år.

Det fortæller hun i et opslag på Instagram.

»Der er sådan en afsindig god energi her. Der er bare sådan en ro og tryghed, der er så lækkert,« siger hun i videoen. 

Det er dog ikke småpenge, man skal hive op af lommen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at erhverve ejendommen i Vedbæk.

Huset står udbudt til intet mindre end 16.500.000 kroner.

Hvis man formår at skrabe det sammen, får man altså også en 1.500 kvadratmeter  stor grund med en bolig på 213 kvadratmeter.

Foruden boligen ligger der også to annekser på grunden, hvoraf det ene er et privat træningsrum.