Han har spillet dansk fodbolds største kamp, derbyet mellem FC København og Brøndby IF, hvor 40.000 fans sidder på lægterne og skråler igennem.

Men alligevel var 'Vild med dans' fredag aften lidt vildere for den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker.

»Jeg tror, at det er selve nerven i det, at man kun danser i halvandet minut, og at man prøver noget, som man aldrig har prøvet før. Jeg lavede sgu mange fejl, dengang jeg spillede fodbold, men jeg kæmpede røven ud af bukserne. Det kan man ikke gøre på samme måde her,« forklarede han og fortsatte: 

»Her er der halvandet minut, hvor du kan fucke det hele op, hvis det er. Det er ikke det samme i fodbold, så på den måde er det virkelig en vild følelse at stå derinde på dansegulvet.«

En lang karriere på grønsværen har også – som han nævnte i programmet – betydet godt og grundigt stive ben. Det har Karina Frimodt, som han danser med, da også bemærket.

»Det påvirker helt sikkert, når man skal danse. Vi kan godt blødgøre benene lidt, og det har vi arbejdet rimelig meget på, men der har været stive fodboldben,« forklarede hun.

I sin karriere spillede Kasper Fisker blandt andet for Randers og Brøndby.