Karsten Ree har skudt flere millioner i sit nye butikseventyr.
Den 77-årige rigmand blev sidste år medejer af butikskæden Basic & More, der sælger varer til hjemmet indkøbt fra restpartier og overskudslagre.
Basic & More, der for nylig offentliggjorde et nyt samarbejde med Danske Shoppingcentre, havde i starten af året en målsætning om at have ti butikker rundt omkring i Danmark inden udgangen af 2023, og det ser ifølge kædens direktør Søren Bryske Larsen ud til at lykkedes.
Ud over seks eksisterende butikker har man nu underskrevet kontrakter på tre nye, ligesom man nærmer sig en underskrift på to yderligere, og det sker med hjælp fra Karsten Ree, der har kastet flere penge efter Basic & More, fortæller direktør til Børsen.
»Det er klart, at det har krævet noget ekstra kapital at gøre, men det har også gjort, at vi kunne sætte ekstra fart på vores butiksudrulning,« lyder det fra Søren Bryske Larsen til Børsen.
Han har ikke lyst til at gå i detaljer om kapitaltilførslen.
Ifølge Børsen fremgår det dog af virksomhedsregistret, at der er tale om cirka 19 millioner kroner.
Ud af dem stammer cirka 14 millioner kroner fra konvertering af gæld, mens resten er indbetalt kontant.
Basic & More blev stiftet i maj 2021 af Rasmus Rask og Jes Hastrup Wistesen.
Da Karsten Ree sidste år kom med ombord, købte han ifølge Børsen cirka en tredjedel af virksomheden.
Man forventede, at det første år ville give underskud, men kom alligevel ud af 2021/2022 med et resultat på 1,5 millioner kroner efter skat og en bruttofortjeneste på 3,9 millioner kroner.
Direktør Søren Bryske Larsen har tidligere fortalt, at det overordnede mål er at åbne 30 butikker inden for de næste to til tre år og udelukker ikke, at man på sigt også vil åbne i udlandet.
B.T. forsøger at få en kommentar fra Karsten Ree.