Snart kommer endnu flere danskere til at stifte bekendtskab med butikskæden Basic & More.

Overskuds- og restvarer butikkerne åbner nemlig 13 nye butikker.

Det bekræfter firmaet selv i en pressemeddelelse.

Firmaet har eksisteret i to år, og for et enkelt år siden gik rigmanden Karsten Ree ind i projektet med 10 millioner kroner.

Og det vakte stor glæde hos medstifter Rasmus Rask. Det fortalte han til Finans.

»Vi har været så heldige, at der har været en række investorer, som har været interesseret i at blive en del af Basic & More. Vi har valgt med maven og er sikre på, at Karsten Ree og hans folk kan hjælpe os med at åbne endnu flere butikker og nå nye kunder,« udtalte han.

Kæden havde forventet underskud i sine første regnskabsår, men alligevel kom de ud med et overskud på 1,5 millioner efter skat.

I butikkerne kan kunderne købe varer til boligen fra forskellige overskudslagre og vareprøver, der har få fejl.

»Ingen rest er hverken for lille eller for stor til at komme på hylderne i Basic & More. Vi vil gerne gøre vores koncept tilgængeligt for så mange danskere som muligt, og derfor skal vores butikker ligge, hvor folk færdes. Derfor sætter vi stor pris på vores samarbejde med DSC, hvor vores butikker kommer til at ligge på de mest attraktive lokationer i landets bedste shoppingcentre,« fortæller medstifteren Rasmus Rask i pressemeddelelsen.

Den første butik åbner i City 2 i Taastrup den 25. maj i år, og derefter er målet at åbne de resterende 12 Basic & More butikker i løbet af 2023 og 2024.