Karsten Ree efterlod sidste år sit livsværk, Ree-koncernen, til sine tre sønner Christian, William og Oliver.

Nu er det første regnskab i Ree Office ApS efter Karsten Rees exit netop landet – og det ser noget rødt ud.

For under ledelsen af den 80-årige rigmands tre sønner er der kommet et underskud på næsten 250 millioner kroner – altså godt en kvart milliard.

Og det betyder blandt andet, at koncernen ikke har haft mulighed for at indfri forventningerne til regnskabsåret.

De tre sønner, der alle sidder i ledelsen, forventer dog, at 2025 kommer til at se anderledes ud, hvor de håber på et år med overskud i koncernen.

I ledelsesberetningen skriver de samtidig, at koncernens aktiviteter er særligt følsomme overfor udviklingen i turismen, samt overfor den politiske udvikling og uro, der finder sted i verden. 

En del af Ree Office ApS' investeringer består af Ree Park Safari ApS, der er en safaripark nær Ebeltoft på Djursland.

I regnskabet fremgår det, at Ree Park Safari ApS har haft et tab på cirka 16,4 millioner kroner.

De tre Ree-sønner kan dog glædes ved, at koncernens egenkapital trods et fald stadig er på flotte 1,4 milliarder kroner – så de går altså ikke konkurs lige foreløbigt.

I forbindelse med koncernens generationsskifte kom det blandt andet frem, at Karsten Ree lider af demens. Læs mere om det HER.