Mandag formiddag modtog australske myndigheder et nødsignal fra det danske skib Nordkaperen, der for tiden befinder sig ved Vanuatu i Stillehavet. 

Der var dog ikke tale om noget galt med skibet, men sygdom ombord i form af malaria.

Det har Mikkel Beha, der er en del af ejerkredsen af båden, tidligere fortalt B.T.

»Der er ingen drama. Der har været noget sygdom ombord, og derfor er man på vej mod kysten.«

Ombord var politikeren Karsten Hønges søn Pelle, der ringede hjem til sin far i Danmark. 

Her ville den unge mand nemlig lige fortælle sin far, at hvis han hørte om et nødsignal på Nordkaperen, så måtte han ikke blive nervøs, de var okay, men skal overnatte på et hospital mandag aften.

Til B.T. fortæller SF-politikeren Karsten Hønge, at der var tale om malaria, og at hans søn er en af tre, der desværre er ramt af sygdommen på skibet. 

»Men det er noget, vi kan klare i familien. Jeg har selv haft det to gange efter mine rejser til Afrika, og min søn er heller ikke den, der er hårdest ramt.« 

Nordkaperen
Nordkaperen Foto: Ritzau/Scanpix
Vis mere

Ifølge faderen til tre har sønnen haft høj feber og talt i vildelse og en anden fra skibet er nødt til at komme en tur i drop for at komme sig helt over sygdommen. 

»De er blevet sejlet ind til en lille by med en nødbåd, og de skal være på et hospital natten over,« forklarer Karsten Hønge. 

Tirsdag vil Nordkaperen så ankomme til byen ved Vanuatu, hvor den vil kaste anker, til de er klar til at tage videre. 

Karsten Hønge tager det da også stille og roligt med sønnen og kollegaernes sygdom. 

»Jeg er bestemt ikke i panik, han har det okay, og han er en dreng med krudt i røven, han er jo ved at uddanne sig til sømand, så de er snart videre igen,« lyder det med et grin. 

Nordkaperen blev især gjort kendt af eventyren Troels Kløvedal, der er far til tv-værten Mikkel Beha. 

For tiden lejes skibet ud gennem den fond, der bestyrer Nordkaperen, hvor Mikkel Beha er en del af ejerkredsen.