Man kunne se ham i gaderne, i Malte Eberts musikvideo 'Loyal', ved bageren og på Bellevue Teateret.
Nu er han væk.
Den kendte kamel Abu er blevet aflivet.
Det oplyser Dronningmølle Æsel- og Kameludlejning og ejeren Henrik Møller et følelsesladet opslag på Facebook.
'Jeg er knust ud over alle grænser og fatter ikke hvad der er sket. Jeg elskede ham meget meget højt'
Forløbet udviklede sig hurtigt og dramatisk 1. januar.
Ifølge Henrik Møller gik Abu pludselig i chok, og dyrlægerne gjorde alt, hvad der overhovedet var muligt for at redde hans liv. Men intet virkede, og til sidst måtte han aflive kamelen:
'Det er noget af det hårdeste jeg har været med til. Det var som at skulle aflive sit barn,' forklarer Henrik Møller og tilføjer:
'Det her er et gigantisk tab for mig og min familie. Abu har været her altid og var min anden bror.'
'Jeg elskede ham meget meget højt. Tak for alt jeres støtte undervejs. Jeg gjorde vitterligt alt jeg kunne for ham men det var ikke nok', slutter han opslaget.
Der er stadig ingen nærmere forklaring på, hvorfor kamelen døde.
'Der kommer en obduktions rapport for ingen forstår hvad der er sket og lige nu kan jeg simpelthen ikke sige hvorfor,' understreger Henrik Møller.
Dagen inden Abu blev aflivet, delte ejeren dog en opdatering, hvor han skrev, at kamelen var i alvorlig tilstand, men i gode hænder og under intensiv behandling.

