De har slået op før. De har fundet sammen igen.

Og nu er den gal igen.

Line Hoffmeyer og Lasse Rimmer har endnu en gang trukket stikket på forholdet.

Det afslører Hoffmeyer selv i et nyt opslag på Instagram.

Her fortæller hun, at parret faktisk gik fra hinanden allerede sidste år efter ti år sammen.

»Vi fik ti fantastiske, vilde og skønne år som kærester. Sidste år satte vi desværre punktummet. For mens der stadigvæk er masser af kærlighed mellem os, har den gennem længere tid ikke haft den romantiske form, vi begge synes, at et parforhold skal have,« skriver hun.

Ifølge Hoffmeyer har beslutningen skulle fordøjes:

»Vi har i løbet af de sidste måneder boet sammen, og taget os al den tid vi som familie havde brug for til at fordøje, og lande i beslutningen før omverdenen skulle delagtiggøres i den,« lyder det.

Selvom kæresteforholdet er slut, bliver hun fortsat en del af familien.

Hun fortæller nemlig, at hun snart flytter til Roskilde, så hun fortsat kan være tæt på Lasse Rimmers døtre.

»For uafhængigt af om jeg er kæreste til deres far, er jeg forælder til dem. Det er ikke biologi, og det er ikke sikkert, at det giver mening for andre, men det er det eneste, der giver mening for os,« skriver hun.

Det er absolut ikke første gang, at parret går fra hinanden.

De blev gift i 2019 og meldte ud i 2021, at de skulle skilles – men fandt siden sammen igen.

Men denne gang skulle det altså være endegyldigt.