Det var et chok for David Jarsbo, da det onsdag stod klart for ham, at han har tabt retssagen om sine præmiepenge fra 'Paradise Hotel' til sin ekskæreste Sille Nimholm. 

»Thi kendes for ret, at David Jarsbo til Sille Nimholm skal betale 107.500 kroner med tillæg af procesrente fra d. 26. april 2022,« lød det i retten. 

Men ikke nok med at David Jarsbo ærgrer sig over udfaldet, det gør hans kæreste realitydeltageren Line Maria Busk i den grad også. 

Det skriver hun i en harmdirrende story på Instagram.

'Der har været stille på min profil i dag grundet udfaldet af retssagen. Først og fremmest forbi jeg har læst, at man ikke skal tale, når man ikke har noget fornuftigt at sige. Jeg er vred, frustreret, målløs og ked af det på Davids vegne,' skriver hun indledningsvist. 

Netop fordi hun ikke er tilfreds med udfaldet af sagen, har hun valgt at være stille på sin ellers ekstremt aktive profil på Instagram. 

'Så mange følelser i min krop. Så derfor valgte jeg at trække mig i dag og har prioriteret at være der for min kæreste, fordi alt andet føles lige meget.' 

Derudover forklarer Line Maria Busk, at hvis følgerne undrer sig over, at hun er i udlandet, så er det altså ikke fordi, hun er på ferie væk fra David. 

'Jeg er på en betalt reklamerejse til Marbella, hvilket har været planlagt før retssagen – før vi vidste at svaret ville blive udsat i fire uger. Det har ikke været noget, hvor jeg har kunnet bakke ud af det, uanset hvor meget, jeg har haft lyst til det.'

Den tidligere 'Ex on the beach'-deltager er derfor langt væk, mens hendes kæreste er derhjemme med dommen. 

'Jeg ville egentlig bare gerne være hjemme på Nørrebro hos min mand. Men jeg har et arbejde hernede, som jeg er nødt til at være en del af, fordi nogen regner med mig.'

Line Maria Busk ønsker over for følgerne at gøre det klart, at hun ikke er på 'venindetur', og at hun gerne ville være der hos David Jarsbo. 

Fra kærester til rygende uvenner 

David Jarsbo skal også betale retssagens omkostninger.

Sille Nimholm får dog stadig ikke så mange penge, som hun havde håbet på – nemlig halvdelen af de 500.000 kroner.

Hun får i stedet omtrent halvdelen af det beløb, der er tilbage, efter David Jarsbo har betalt skat af pengepræmien, altså 107.500 kroner inklusiv renterne.

David Jarsbo og Sille Nimholm vandt sammen som partnere realityprogrammet 'Paradise Hotel' tilbage i efteråret 2021.

Parret har gennem flere år været i konflikt over præmiepengene. 
Parret har gennem flere år været i konflikt over præmiepengene.  Henning Hjorth/Ritzau Scanpix

Men i den famøse efterfølgende troskabstest valgte David Jarsbo at smide kuglen, således at han selv kunne beholde pengepræmien på 500.000 kroner.

Det reagerede Sille Nimholm i finalen på ved at kaste sin kugle efter partneren og kalde ham 'syg i hovedet'.

Men hjemme i Danmark fortsatte parret alligevel deres flirt og endte som kærester. De flyttede tilmed sammen i Aarhus.

Derfor lovede David Jarsbo, at han alligevel ville dele pengene med Sille Nimholm.

Men i december 2021 slog parret op, og beskyldningerne om et dårligt forhold fløj frem og tilbage – ikke mindst offentligt i medierne – og David Jarsbo trak tilbuddet om at dele pengepræmien tilbage.

Men Sille Nimholm ville ikke give op på de penge, hun var blevet lovet, så hun skaffede sig en advokat til at få bekræftet eksparrets mundtlige aftale som bindende.

David Jarsbo har på Instagram udtalt sig om retssagens afslutning. 

'Jeg havde håbet på et andet udfald, men sådan skulle det ikke være. Jeg tabte sagen og dermed retten til at ophæve mit gaveløfte. Jeg har endnu ikke hørt begrundelsen for afgørelsen, men nu er der endelig sat et punktum! Jeg er ærgerlig og ikke mindst uforstående over for, at et gaveløfte som dette skal fastholdes efter så uacceptabel en opførsel, som jeg har stået model til gennem længere tid.'