Tv-vært Kåre Quist tager tirsdag en pause fra nyhedsstrømmen, når han er en af værterne under den store fejring af prinsesse Isabellas 18 års fødselsdag.

Den populære DR-vært har gennem årene opbygget et forhold til især Kongeparret - men det var altså ikke dét, der skaffede ham jobbet.

»Det var altså ikke Isabella, der ringede,« siger tv-værten med et grin.

For selvom man måske kunne tro, at Kongehuset selv håndplukker deres værter til sådan et fødselsdagsarrangement, så er det faktisk ikke tilfældet.

»De blander sig ikke rigtigt i, hvad vi laver, men selvfølgelig er der et logistisk samarbejde, særligt fordi vi kører det rundt med gæsterne,« siger Kåre Quist.

Sammen med Ulla Essendrop, og P3-værterne Pelle Peter Jencel og Liva Manghezi kører han tirsdag rundt i en stor såkaldt ‘prinsesse’-bus og samler de unge gæster op og afleverer dem til prinsesse Isabellas fest på Det Kongelige Teater.

Her har 1.000 unge mellem 17 og 24 år nemlig fået invitation til den særlige 18 års fødselsdag.

Kåre Quist, Ulla Essendrop samt P3-værterne Pelle Peter Jencel og Liva Manghezi foran DR's 'prinsessebus'.
Kåre Quist, Ulla Essendrop samt P3-værterne Pelle Peter Jencel og Liva Manghezi foran DR's 'prinsessebus'. Privatfoto

Udover at være fast vært på Tv Avisen og 21 Søndag har Kåre Quist også i mere end 10 år været fast mand på alt fra nytårskur til statsbesøg og ikke mindst Kronprinsparrets priser.

Sidstnævnte har givet ham et særligt godt forhold til Kongeparret.

»Når vi har lavet Kronprinsparrets priser, står vi på en scene og prøver inden, så dem føler jeg mig i godt selskab med,« siger Kåre Quist.

Han fortæller, at når han har arbejdet med Kongeparret, så titulerer han dem ‘Du’, ligesom kong Frederik har lånt ham sine læsebriller.

Særligt kong Frederik har Kåre Quist da også fået et særligt bånd til, da de to har en fælles passion:

Far-jokes.

»Han har mange kvaliteter, men en af dem er, at han har lige så dårlig humor som mig og en forkærlighed for dad jokes. Han er den eneste, der griner af det jeg siger,« fortæller Kåre Quist.

»Der var et år, hvor der var helt mørkt på bagscenen under nogle prøver, og så spurgte jeg, om jeg kunne få en Cola light. Det var han den eneste, der grinte af. Vi har et slægtsskab på den måde,« griner Kåre Quist.

Værterne Kåre Quist og Stéphanie Surrugue til Kronprinsparrets prisuddeling i 2019.
Værterne Kåre Quist og Stéphanie Surrugue til Kronprinsparrets prisuddeling i 2019. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Tv-værten kender dog ikke meget til prinsesse Isabella, som han aldrig har mødt, men han har dog et bud på, hvorfor den kommende fødselar er blevet så populær.

»De få kig, vi har fået, har været meget autentiske. Lige fra ‘er du helt væk’-kommentaren, hvor man får et kig ind i noget, der ikke er så friseret. Det tror jeg godt, danskerne kan lide,« siger Kåre Quist.

Han tror, at fødselsdagsfejringen for alvor vil blive prinsesse Isabellas helt store, folkelige gennembrud.

»Det er også en generationsting. Vi ved ikke så meget om de unge. Det var det samme med prins Christian, fødselsdagen blev hans gennembrud. Og jeg tror, det kan blive hendes gennembrud.«

Personligt glæder Kåre Quist sig også til for en kort stund at pausen rollen som nyhedsvært.

»Jeg elsker at lave de her ting, jeg har lavet dem i mange år. Det er også et frikvarter fra mig og det er sjovt som nyhedsvært at være i godt humør en gang imellem,« siger Kåre Quist og tilføjer:

»Det er dejligt, der er en transmission, hvor det bare er en glad dag, og vi møder en masse unge, der glæder sig.«

Selvom Kåre Quist om nogen er garvet i diciplinen ‘kongelige fejringer’, så kan han ikke se sig fri for en smule nervøsitet.

»Det er bestemt ikke bare endnu en dag, og jeg kan godt mærke sommerfuglene i maven. Men jeg glæder mig, og det er sjovt at få rystet posen,« siger tv-værten.

Kommer vi til at se prinsesse Isabella eller den kongelige familie i jeres bus?

»Det kan jeg simpelthen ikke sige noget om. Jeg ved heller ikke, om vi sætter hende af på Amalienborg bagefter, men jeg tvivler dog.«

Du kan følge fejringen af prinsesse Isabella på DR fra klokken 15.30, og du kan naturligvis også følge hele fejringen og få alle reaktioner live på B.T.