Julie Zangenberg er lørdag eftermiddag blevet gift.

I Vor Frue Kirke sagde den 34-årige skuespiller ja til den 35-årige stjernekok Andreas Bagh.

»Jeg er lykkelig,« udbrød Julie Zangenberg efter vielsen til ugebladet Se & Hør, som blandt flere medier var til stede ved brylluppet.

Efter lørdagens vielse kørte parret videre ud i København i en fornem, hvid Mercedes, og efterfølgende vil der være privat reception og bryllupsfest.

Julie Zangenberg og Andreas Bagh er nu blevet ægtefolk. Foto: Michael Stub / Ritzau Scanpix
Julie Zangenberg og Andreas Bagh er nu blevet ægtefolk. Foto: Michael Stub / Ritzau Scanpix

Her må det også tænkes, at de mange kendte gæster, der ankom til vielsen, også vil fejre det nyslåede ægtepar.

På gæstelisten var ikke mindst kendte kokke som Thomas Rode, Per Thøstesen og Bo Bech, samt kendte personligheder som selvfølgelig Julie Zangenbergs nære veninde Medina.

Andreas Bagh har været kok på fornemme restauranter som Geranium, Kong Hans Kælder og Marchal på d'Angleterre – og det var netop her, han mødte sin Julie Zangenberg.

I dag har han åbnet sin egen restaurant ved navn Esmée, hvor den efterfølgende bryllupsreception skal stå.

Julie Zangenberg er skuespiller.

Hendes seneste rolle var hovedrollen som gameren Sandra i webserien 'GG Horsens' fra 2019, selvom hun for mange nok stadig vil være synonym med sin hovedrolle i 'Klatretøsen', fra da hun var bare 13 år gammel.

I dag er hun aktiv med sin egen hyggetøjsvirksomhed Cozy by J, som hun driver videre trods sidste års konkurs.

Julie Zangenberg og Andreas Bagh har dannet par i små syv år.

De blev forlovede i 2020, og denne lørdag kunne de så endelig kalde sig ægtefolk.

Sammen har parret den toårige søn Leo.