Generelt holder de to danske kendiskvinder deres venskab ganske privat.

Men nu åbner Julie Zangenberg op om det mangeårige nære venskab med Medina – og ikke mindst, at mange nok ville blive overrasket over, hvordan deres venskab egentligt tager sig ud.

I 2012 var Medina kærester med musikeren Christopher, mens Julie Zangenberg var kærester med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, som trioen her ser til landsholdstræning i Helsingør. Foto: Bjarke Bo Olsen/Ritzau Scanpix

Skuespillerinden og sangerindens forhold startede, da de to sammen var fast inventar i det københavnske natteliv i starten af 2010erne.

Gennem tiden er venskabet så bestået og har overlevet både venskabelige og offentlige bump på vejen, så »min bestie« Medina sad ved siden af Julie Zangenberg til hendes bryllup for tre år tilbage, ligesom slyngveninderne har lavet alt fra tv til forretninger sammen.

Nu løfter Julie Zangenberg så sløret for, hvordan venskabet med Medina ser ud i dag, da hun er fredagens gæst i Pluto TV-programmet 'One of the girls'.

For der er altså langt til de københavnske natklubber i forhold til det liv, de begge lever i dag som mor til to små drenge.

Julie Zangenberg er ugens gæst i andet afsnit af Kenny Aleksandrs Pluto TV-program 'One of the girls'. Foto: Pluto tv

»Jeg tror, at folk ville blive chokeret over, hvor mange af vores samtaler, der handler netop om, at hvad gør I med børnehaven, når det her sker, hvad kan du få dem til at spise i øjeblikket, og kan du få tid til en træning, nej, heller ikke mig – så der er jo også bare to veninder,« siger Julie Zangenberg i programmet.

Som henholdsvis kendt skuespillerinde og turnerende hitdronning ser livet dog ikke altid helt normalt ud, vedkender hun sig.

Men det er netop nået af det, der binder hende og Medina sammen, lyder det fra Julie Zangenberg. 

»Der er jo selvfølgelig mærkelige dele ved både hendes og mit liv, som det er rart at have én, der forstår,« siger skuespillerinden.

Således så det ud, da det blev annonceret, at Medina gik med ind i veninden Julie Zangenbergs siden konkurstruede hyggetøjsvirksomhed Cozy. Foto: PR/Cozy

Men det er altså mere end bare glamour og røde løbere, der forbinder Julie Zangenberg og Medina, understreger hun.

»Vi har igennem alt været meget ægte connected,« siger Julie Zangenberg.

»Vi har været med på hinandens rejse, og så tror jeg, at vi jo begge har haft en eller anden udvikling, der minder om hinandens. En overskrift er jo det der med sådan, hvordan er vi i det her lidt særlige liv, men egentligt bare også forbliver normale mennesker så vidt muligt i det.«

Julie Zangenberg er dog heller ikke bleg for at indrømme, at selvom det aldrig har været en konkurrence, så »plejer« hun at stå i baggrunden for Medina.

Medina er en af Danmarks absolut største hitmagere og har været det igennem mange år. Foto: Anthon Unger

»Jeg er totalt cheerleader, jeg er hendes største fan, jeg synes, det er så imponerende, alt hvad hun gør, og hvad hun er, og man kan jo bare ikke komme uden om at hendes karriere er second to none i Danmark – ikke at det behøver være en konkurrence, fordi der er plads til masser af queens – men det er så imponerende det niveau, hun er nået,« lyder de rosende ord fra veninden.

I sommer åbnede Julie Zangenberg op overfor B.T. – og her handlede det om, hvordan hun har fået fjernet begge sine bryster. Læs mere om det HER.