Selvom det snart er fem år siden, at Josefine Høgh mistede sin far, fodboldlegenden Lars Høgh, så er sorgen langt fra væk.

Det fortæller hun i Sønderthon 2.0, hvor youtuberen Rasmus Søndergaard spørger den populære tv-vært ind til faren.

»Han var min bedste ven. Han var verdens bedste far. Det føles som om, det var for nylig (at han døde, red.), for det er stadig et åbent sår,« siger en ærlig Josefine Høgh.

Hun beskriver videre, at hun talte med sin far hver dag.

Om alt og ingenting.

Og ind i mellem glemmer hun, at det ikke længere er muligt.

Josefine Høgh med sin far og manden, Lasse Sjørslev. Foto: Bax Lindhardt

»Jeg kan stadig tage min telefon og forsøge at ringe til ham. Den følelse tror jeg, man har hele livet.«

Lars Høgh døde 8. december 2021 efter længere tids kræftsygdom og blev 62 år.

I mange år var han tilknyttet som målmandstræner på landsholdet og i Brøndby.

Mest kendt var han for sin egen fodboldkarriere, hvor han repræsenterede OB i hele 817 kampe, hvilket gjorde ham til en legende i den fynske klub.

Han fik desuden otte landskampe for Danmark.