Henkastet smed hans stedmor trumfen. Lod den hænge i rummet som en usagt trussel, at han jo slet ikke var registreret som sin fars søn. At hun sandelig ikke håbede, at arvesagen ville blive påvirket af det.
Men havde hun troet, at det kunne knække ham, tog hun fejl.
»Dér har hun læst mig helt forkert, for nu er min far død, så nu er jeg bare, som jeg ville være overfor andre mennesker,« siger Jonas Eriksson om den bitre arvestrid, som nu har stået på i to år.
En strid, der udkæmpes i den anmelderroste forfatters nye bog 'Af stumper og skår' og en strid, der for ham aldrig har handlet om en potentiel stor pengearv med mange nuller.
Men ganske enkelt om at blive anerkendt som en del af familien.
I weekendens store interview med Jonas Eriksson fortalte han om en usædvanlig barndom og opvækst med en hård og voldelig far og om det markante skift i deres forhold, da en ny kvinde kom ind i faderens liv og hurtigt hamrede en betændt kile ind mellem far og søn.
»Hun gjorde mig aldrig noget ondt fysisk. Men der var flere forskellige måder at gøre det på,« husker Jonas Eriksson, som – ikke mindst da hans to halvbrødre kom til verden – følte sig lukket ude af familien. Frosset ud.
Også da faderen og hans nye familie vendte tilbage til Sverige, og han ved selvsyn kunne se den skrigende forskel mellem sit eget forhutlede liv i Danmark og deres privilegerede.
Alligevel forsøgte Jonas Eriksson krampagtigt at bevare det skrøbelige forhold til sin far. Holdt gode miner til slet spil.
»Jeg er normalt ikke en person, der bøjer af på den måde. Men det ville have dræbt relationen til min far, hvis jeg sagde fra. Og jeg ved, at min stedmor bevidst forsøgte at fremme en konflikt, så jeg kunne komme helt ud af vagten som voksen,« fortæller Jonas Eriksson.
Men for to år siden brast båndet, da hans far døde. Og med dét startede en bitter arvestrid. Hvor stedmoderen med alle midler forsøgte at skrive Jonas Eriksson ud af familien. Og arveretten.
Men som nævnt ovenfor, skulle der mere til for at knække ham. Bøje ham.
»I virkeligheden var det bare en gentagelse af sådan, som det altid har været. Men nu var min far bare død, så der var ikke nogen grund til, at jeg skulle lægge mig fladt ned. Og det gjorde jeg heller ikke,« fortæller Jonas Eriksson.
Som tog kampen op i dén strid, som stadig pågår. Trækkes i langdrag. Af hans stedmor og to halvbrødre.
»Jeg tænker, at de prøver at straffe mig. Og det var fint nok, hvis jeg havde levet et luksusliv før, men jeg har aldrig haft penge, så det kan jeg blive ved med de næste 40 år. Jeg er sådan set ligeglad,« griner Jonas Eriksson og fortsætter:
»Men hvis vi skal tage en udholdenheds konkurrence, kommer de til at tabe i sidste ende. Min far var en hård mand, og de har været vant til, at han tog de kampe. Så de er vant til altid at få ret. Jeg er vant til aldrig at få ret. Så for mig…. whatever,« smiler han.
De ufine detaljer i arvestriden pakker Jonas Eriksson ikke ind i bogen. Ligesom han heller ikke skåner sig selv.
»Jeg maler ikke mig selv som en helgen, så det er ikke en fortælling, hvor jeg er helten. Jeg prøver bare at udlægge tingene, som jeg husker dem. Som en eller anden form for vidnesbyrd,« forklarer han og er overbevist om, at båndet til den svenske gren af familien nu er kappet endegyldigt.
»Jeg er næsten sikker på, at jeg aldrig kommer til at se eller høre fra dem igen. Heller ikke fra mine brødre.«
»Du skal tænke på, at min yngste halvbror er 35 nu, har aldrig arbejdet og bor hjemme hos hende. Han har levet af hende hele sit liv. Og den ældste snakker i telefon med hende to gange om dagen.«
»Jeg tror, at de er så fedtet ind i hendes virkelighed, at de aldrig vil være med på at dele virkeligheden, som jeg ser den.«
Jonas Eriksson ryster på hovedet, kniber øjnene sammen.
»Til at begynde med søgte min retfærdighedssans nok noget hævn. Men nu har jeg bare villet skrive en god bog, og jeg er ligeglad med, hvad de tænker.«
Og hvor lang tid det tager, før arvestriden er ovre.
'Af stumper og skår' er netop udkommet på forlaget People's Press
Fik du læst: