Johnny Madsens mor, Oda Madsen, er gået bort, 91 år gammel.
Det deler Johnny Madsens kæreste Rosita Tang Jørgensen på sin Facebook-profil.
I et kort skriv fortæller hun, at Johnny Madsen var sammen med sin mor fredag, hvor de to var ude på værtshus sammen.
Søndag sov den 91-årige så stille ind, skriver Rosita Jørgensen.
Til B.T. bekræfter Johnny Madsens mangeårige ven og samarbejdspartner, Henrik Røde Jensen, at moderen er gået bort.
»Ja, hun døde af alderdom,« lyder det kort.
Den tidligere tourmanager ønsker dog ikke at fortælle om Johnnys tanker om dødsfaldet, men forklarer, at han selvfølgelig har støttet sin ven i sorgen.
B.T. har også kontaktet Rosita Jørgensen og Johnny Madsen, men de er skrivende stund ikke vendt retur.
Oda Madsen har tidligere fortalt, at hun ikke var meget for det populære program 'For Fanø', hvor man følger Johnny Madsen og Jeanett Exner.
Til Ekstra Bladet fortalte den aldrende mor, at hun følte, sønnen blev udnyttet i programmet.
»Det tv-program er fuldstændig åndssvagt. Jeg har ikke gidet se ret meget af det. Jeg har sagt til Johnny, at det er tåbeligt af ham at deltage i programmet, « lød det i 2019.
Johnny Madsen har i januar fortalt, at han har aflyst alle sine projekter i 2023.
Forhåbningen er dog, at spillemanden er tilbage på landevejene i 2024.