Han var en af gæsterne, som rent faktisk havde mødt hende, det handlede om.
For Jørgen Leth, som onsdag aften var på plads på den røde løber til premieren på 'Toves værelse', havde i sin tid fornøjelsen af at møde Tove Ditlevsen. Det skete på Louisiana, hvor Klaus Rifbjerg havde taget hende med – han portrætteres ligeledes i filmen.
»Jeg beundrer hende. Virkelig. Det gør jeg. Jeg har altid godt kunnet lide hendes tekster,« forklarede forfatteren og den mangeårige cykelkommentator Jørgen Leth.
86-årige Jørgen Leths helbred har været nedadgående i flere år, og alene i år har han været indlagt efter et fald, ligesom han også fortalte Her&Nu, at en rygoperation ventede.
Det var dog andre og bedre nyheder, som han kunne komme med onsdag aften.
»Du kan se, at jeg har svært ved at holde balancen, så derfor holder jeg fast her (i en stolpe, red.), men ellers så går det meget godt. Det går fremad,« forklarede han.
Og sommeren skal han bruge, som han har brugt så mange af sit livs somre – nemlig på at se Tour de France, hvor danske Jonas Vingegaard er den ene af de to store favoritter. Denne gang bliver det dog ikke i kommentatorboksen, men hjemme foran tv'et, at Jørgen Leth følger med. Og han har sin favorit.
»Jeg tror, han (Jonas Vingegaard, red.) vinder, men det er ikke afgjort på forhånd. Det bliver et fantastisk Tour de France, det er jeg overbevist om, med flere mulige gule trøjer.«