På tredjedagen raserer de frygtelige skovbrande i Los Angeles i Californien, som bliver kaldt de værste i byens historie. 

De har endda nået de berømte Hollywood Hills, og ikke langt derfra bor Danseorkestrets forsanger, 66-årige Jørgen Klubien, der som mange andre tusinde er blevet fanget i naturkatastrofen. 

Han bor lige i udkanten af den største brand i området Atladena med sin kone, Trine Dahl Klubien. 

»Der er mange store grene fra vores egetræer, som er faldet ned i vores bakkede have. Vi har været uden internet og strøm i 24 timer,« fortæller Jørgen Klubien til B.T. 

Er du i Los Angeles og berørt af brandene? Så skriv direkte til B.T. på 1929@bt.dk 

Musikeren, som har boet i Californien i over 40 år og arbejdet som Disney-tegner og filmmand, fortæller ligeledes, at der er i naboens have er hele træer, som er væltet. 

»Vi har været på standby for at skulle evakuere. Vi ligger lige i kanten af den store brand, men indtil videre er vi ikke blevet bedt om at køre,« fortæller han.

»Så vi krydser fingre for, at vindene ikke bliver alt for sindssyge igen de næste par dage, hvor det skulle blæse op igen.« 

Seneste melding lyder, at der er opstået en ny brand i Los Angeles-området natten til fredag, og at der nu er minimum seks aktive brande i området. 

I skrivende stund har brandene kostet syv personer livet, og mindst 180.000 mennesker er blevet evakueret. Det lokale beredskab oplyser, at de ikke har kontrol over brandene.