Det er næppe gået nogens næse forbi, at succesraten på DR-programmet 'Gift ved første blik' ikke er den højeste.
I den seneste sæson er det da også kun ét af parrene – Amalie Klæstrup og Otto Olrik – der fortsat er sammen.
På trods af aldrig at have fået en invitation mener den kendte sexolog Joan Ørting, at hun ville være den helt rigtige ekspert.
»Hvorfor er der ikke en sexolog med? Jeg har sagt mange gange, at jeg vil være den, der caster til programmet,« siger hun i Radio4-programmet 'Vi ser på det' og fortsætter:
»Men jeg har aldrig fået en invitation, og det skal jeg 100 procent. Alle lyttere derude må skrive til DR, at de skal tage Joan Ørting.«
Samtidig understreger sexologen, at hun ikke oplever, at sex er et fokuspunkt, når eksperterne udvælger deltagerne.
»Prøv at hør her, det hele handler om sex. Det skal gå så hurtigt – de har fem uger. Hvis ikke der er en øjeblikkelig seksuel interesse, så bliver der ingenting,« understreger Joan Ørting i programmet.
Ifølge sexologen vil det være oplagt at se på, hvad deltagernes erotiske sprog er, da det er vigtigt, at deltagerne matcher seksuelt – især når programmet varer så kort tid.