Den nye sæson af 'Vild med dans' er skudt i gang. Det er 20. gang dansekonkurrencen løber af stablen, og i den anledning har showet ændret format.

Det betyder, at der undervejs vil være flere gensyn med tidligere 'Vild med dans'-personligheder - og kunne tidligere vinder Joachim B. Olsen så tænkes at være én af de gensyn?

Hver uge kommer en gæstedommer og sidder sammen med resten af dommerpanelet. Det sker efter, at danseren Jens Werner stoppede som fast dommer i programmet denne sæson.

Til første runde i fredags var 'Klovn'-stjernen Mia Lyhne den første gæstedommer. Hun chokerede ikke mindst med at give hele syv point til danseparret Mette Sommer og Morten Kjeldgaard.

Mia Lyhne vandt som den første 'Vild med dans' tilbage i 2005. Spørgsmålet er derfor, om andre vindere af konkurrencen også vil vende tilbage som gæstedommere?

Afviser

Joachim B. Olsen vandt i 2008 sammen med Marianne Eihilt, men han afviser at være blevet tilbudt gæstedommer-rollen.

»Det har jeg ikke hørt noget om. Jeg ville have sagt det, hvis det var,« siger Joachim B. Olsen, der er politisk kommentator på B.T.

Det var især hans ‘abedans’ i den finale, han endte med at vinde, som den tidligere kuglestøder blev husket for.

To gæstedommere bekræftet

Hvem, der bestrider rollen som gæstedommer til den kommende fredag, er endnu uvist.

Tidligere 'Vild med dans'-vært Christiane Schaumburg-Müller har dog bekræftet, at hun skal være gæstedommer én af fredagene i efteråret.

Finalen i 'Vild med dans' er fredag den 17. november. Her vil Jens Werner være den sidste gæstedommer i sæsonen.