Den danske designer og tv-personlighed Jim Lyngvild har mistet en person, der stod hans hjerte meget nær.
Til B.T. siger han:
»Birthe var ligesom i Askepot, hvor en fegudmor kom og hjalp. Her var Birthe bare en engel, der hjalp mig på vej.«
Birthe Rundblad blev 94 år, og da Jim Lyngvild lærte Birthe at kende, var han kun fem år. Dengang gik han på fritidshjem, og her har Birthe Rundblad haft en helt særlig betydning.
For selvom han og Birthe Rundblad ikke var bundet sammen af blodets bånd, så gjorde det ingen forskel for Jim Lyngvild:
»Imens jeg af mange andre blev set som et problembarn, lærte hun mig flere kreative færdigheder, som jeg har taget med mig videre. Alt, hvad jeg kan kreativt, har jeg fra Birthe.«

Det er tydeligt, at Birthe Rundblad har haft stor betydning for Jim Lyngvilds liv - både i barndommen og voksenlivet.
Og her husker Jim Lyngvild tilbage på en helt speciel ting, han altid både vil beundre og huske Birthe Rundblad for.
»Birthe var ordblind, og det første, hun fortalte mig, var, at det bare gælder om at være ti gange mere kreativ. Se på det positive og på dine styrker i stedet for at banke dig selv i hovedet,« siger han og tilføjer:
»Hvis alle kunne være bare lidt mere som Birthe, ville verden være et bedre sted.«
