Selvom Jesper Zuschlag har været en offentlig person i flere år, har han aldrig før snakket højt om sin seksualitet.
Men i anledning af Bi Visibility Day har han nu valgt at stille op til et interview med foreningen LGBT+ Danmark.
Jesper Zuschlag er nemlig biseksuel. Og nu vil han bruge anledningen til at få flere til at acceptere hans seksualitet.
»Jeg husker første gang, jeg kommer ind på Cosy Bar (kendt LGBT+ bar, red.) som 20-årig, og der er en der spørger, 'er du homoseksuel?' og jeg svarer helt stolt 'nej, jeg er faktisk biseksuel'. Og så er han sådan, 'det er godt med dig, søde skat, jeg spørger igen om et år',« fortæller Jesper Zuschlag til foreningen.
Han fortæller videre i interviewet, at de mange lignende spørgsmål, han fik i sine ungdomsår, satte gang i en masse tvivl og forvirring.
Men alligevel har Jesper Zuschlags tanker kredset om biseksualiteten siden, han var cirka syv år gammel.
Han husker tilbage på et forbipasserende teenagepar, han så på gaden. Allerede dengang tænkte han, at de begge var flotte.
Nu stiller han sig frem og åbner op om sin seksualitet med et håb om, at fremtidige generationer af biseksuelle ikke skal opleve de samme slags undrende spørgsmål.
Jesper Zuschlag CV tæller roller i produktioner som 'Elsker dig for tiden', '29' og 'Bag enhver mand'.
