I 40 år har Jesper Theilgaard som meteorolog forudsagt vejret. Men sommeren 2023 har chokeret ham.
Voldsomme brande, oversvømmelser og temperaturer i himmelfart har været virkeligheden i en sommer, der ifølge EUs klimatjeneste og Verdens Meteorologiske Organisation er målt som den varmeste nogensinde.
»Det har været en rystende sommer,« fastslog den tidligere DR-meteorolog Jesper Theilgaard, da han torsdag var til premiere på musicalen ‘Moulin Rouge’.
Desværre tror han ikke, at hverken varmerekorden eller de voldsomme vejrsystemer har gjort danskerne mere interesserede i klimadiskussionen.
»Jeg tror ikke, at danskerne er mere modtagelige. Jeg tror endda, man kan sige, at der er en vis træthed at spore omkring emnet,« lød det.
Det er en træthed, han beklager, for den forhindrer os i at handle – i tide. Ifølge Jesper Theilgaard kan vi nemlig stadig nå at vende udviklingen, hvis vi vil:
»Vi har midlerne, vi ved, hvad der er galt, men vi mangler viljen til at handle. Og dét gælder både danskerne, virksomhederne og politikerne,« lød det fra Theilgaard, der har skrevet flere bøger om klimaet og vejret.
Den tidligere vejrvært drømmer om, at vi alle tager klimaspørgsmålet langt mere alvorligt og accepterer, at vi skal løfte i flok, hvis vi vil nå at ændre den katastrofekurs, klimaet har sået ind på.
Han har tre gode råd til, hvad vi alle hver især kan gøre:
»Forbrug lidt mindre. Lad vær med at købe ting til hylden derhjemme. Fremtiden er at bytte og dele med hinanden i stedet for at købe nyt,« lød det første.
Det andet er:
»Spis lidt mere sundt,« mens det tredje går sådan her:
»Tænk dig om, når du flyver og rejser.«
Er du selv holdt op med at flyve?
»Nej, men jeg flyver mindre og ikke så langt,« lød svaret fra Jesper Theilgaard, der denne sommer selv har holdt ferie på Samsø.