Jesper Skibby deler privatbillede med prins Joachim: 'Han sagde, jeg kørte pisse dårligt'
Cykellegenden Jesper Skibby stødte tilfældigt ind i prins Joachim på en forsvarsmesse i Herning, der hurtigt udviklede sig til et grinagtigt gensyn

Cykellegenden Jesper Skibby stødte tilfældigt ind i prins Joachim på en forsvarsmesse i Herning, der hurtigt udviklede sig til et grinagtigt gensyn

På en stor forsvarsindustriudstilling i Herning torsdag stødte cykellegenden Jesper Skibby tilfældigt ind i prins Joachim.
Her fik de to herrer sig en god snak og et hjerteligt grin om gamle dage – et øjeblik, som Jesper Skibby efterfølgende valgte at dele på sin Instagram-profil. (Se opslaget i bunden af artiklen).
»Han sagde, at jeg kørte pisse dårligt, og det har han jo fuldstændig ret i,« fortæller en storgrinende Jesper Skibby til B.T.
Det var nemlig ikke første gang, at de to stødte på hinanden. Tidligere har de mødtes under helt særlige omstændigheder.
»Han lærte mig faktisk at køre bil på en racerbane dengang. Han kørte bilen, og jeg sad bare ved siden af og var skide bange – men han er jo fantastisk til at køre bil,« fortæller Jesper Skibby og uddyber prinsens kontante kontramelding:
»Han sagde til mig: 'Jesper, du kan godt køre bedre', hvortil jeg svarede, at jeg jo aldrig kommer til at køre lige så godt som dem.«
Jesper Skibby var til stede på messen i Herning som repræsentant for KEH Gruppen, der leverer totalløsninger inden for facility management, renovering og entreprenørservice.
Det var her, han rendte ind i prinsen, som i øjeblikket er hjemme på et visit i Danmark.