Skifter skuespiller Jesper Ole Feit Andersen branche? 

Han er blandt andet kendt for sin rolle som 'Finn Jönsson' i TV 2-serien 'Sygeplejeskolen', der netop har sendt sin syvende sæson.

Men det er ikke kun på tv, han gør sig bemærket – på TikTok er han nemlig begyndt at dele videoer, hvor han fortæller om vejret. 

'Regn er meget rart, også i de her tider. Du kan spare badet. Gå ud med lidt shampoo. Hold kæft, hvor regnen kan noget. Jeg er i godt humør,' lyder det blandt andet fra skuespilleren i en video, der har beskrivelsen 'Nyt fra vejret. Det er stadig blæsevejr. Nu bare med regn.'

Dét bliver Jesper Ole spurgt ind til, da B.T. møder ham i Imperial onsdag til gallapremieren på Paprika Steens nye film 'Det nye år'.

»Jeg er begyndt at lægge ting op om vejret. Det er helt åndssvagt. Jeg synes tit, det er det samme (vejret, red.,) – og derfor er det en joke,« fortæller en grinende Jesper Ole, der er meget overrasket over spørgsmålet og tilføjer:

Jesper Ole Feit Andersen på rød løber til gallapremieren på Paprika Steens nye film 'Det nye år'. 
Jesper Ole Feit Andersen på rød løber til gallapremieren på Paprika Steens nye film 'Det nye år'.  Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

»Det er vores alle fælles tredje. Lad os dog omfavne idiotien i det. Det er en mulighed for at møde hinanden – og tale om noget, der er sindssygt vigtigt og banalt.«

Ser vi dig som vejrvært snart? 

»Det regner jeg stærkt med. Jeg forventer at tage Peter Tanev eller Mikael Jarnvig's job. Jeg kan mærke, der er meget i mit liv, som har ledt op til det.«

Det virker ikke til, at Jesper Ole frygter, at et potentielt værtsjob vil være for krævende. 

»Det er bare noget med at stikke hoved ud af vinduet – og så kigge op og tjekke, hvad temperaturen er. Et lille trick: man kan fugte fingeren, og så kan man lige mærke om og hvor det blæser,« fortæller han.

Han fortæller videre, at det ikke bliver midt i orkanens hedde, at han vil give sine vejranalyser.

»Nej, jeg vil sidde indenfor og ikke være så dumdristig overhovedet. Jeg synes ikke nogen mennesker, bør sætte sit liv på spil bare for at skabe en dramatisk og spændende vejrsituation.«

Hør Jesper Ole fortælle om vejret i linket under: