Tidligere på ugen kom det frem, at ejendomsmæglerfirmaet Jesper Nielsen, Charlottenlund A/S er sendt til konkursbehandling.

Det er dog ikke Jesper Nielsen, men derimod Nirekha Saravanabavan, der ejer forretningen, som hun overtog fra ham i 2021.

De andre forretninger med Jesper Nielsens navn skiftede navn til &Living, der er ejet af Nykredit Mægler, da de brød med stifteren Jesper Nielsen i 2022. 

Konkursbegæringen angår alene Nirekha Saravanabavans personlige selskab og influerer ikke på den &LIVING-forretning, der i dag har til huse på adressen i Charlottenlund.

Sagen stopper dog ikke her, for Nirekha Saravanabavan har i forbindelse med konkursen valgt at sagsøge Jesper Nielsen.

Det skriver Ekstra Bladet.

Hun mener, at den faldende omsætning kommer som et resultat af, at Jesper Nielsen blev smidt ud af kæden.

Berlingske kunne afsløre, at Jesper Nielsen blev opsagt fra sin stilling med øjeblikkelig virkning efter strid om en potentiel krænkelsessag ved en julefrokost på Hotel d'Angleterre.

Jesper Nielsen har selv benægtet beskyldningerne om en eventuel krænkelsessag.

»Jeg gjorde tidligt i forløbet en ophævelse (af handlen, red.) gældende overfor Jesper. Så har man prøvet at forlige den i mange måneder, og Nykredit Mægler har også været inde over. De har vidst det tidligt i forløbet. I min optik var det jo navnet og brandet, jeg havde købt. Og det smuttede jo bare fra den ene dag til den anden, ligesom han selv gjorde,« forklarer Nirekha Saravanabavan.

Hun mener ikke, at de dårlige resultater kan forklares med den generelle udvikling på boligmarkedet.

Jesper Nielsen har, gennem sin advokat, gjort Ekstra Bladet opmærksom på, at han ikke ønsket at udtale sig om den verserende sag.