Topkokken Jesper Koch skal igen drive hotel og restaurant.

Og han bliver i Sønderjylland.

For han skal nu stå i spidsen for Hotel Baltic i Høruphav ved Sønderborg som forpagter.

»Jeg ved, hvad det kræver at udvikle og drive en restaurant på højt niveau. Det handler om mennesker, kvalitet, detaljer og om at være konsekvent hver eneste dag,« siger han i en pressemeddelelse:

»På Baltic får jeg mulighed for at samle mange års erfaring og samtidig skabe noget nyt.«

Jesper Koch er ikke mindst kendt som mangeårig dommer i tv-maddysten 'Masterchef', som han dog forlod tidligere i år.

Og sidste år sagde han også farvel til et andet job i samme branche, som han nu træder ind i igen. Her forlod han stillingen som driftsdirektør ved Alsik Hotel & Spa, ligeledes i Sønderborg.

Nu er han igen klar til at drive Hotel Baltic, der først skal gennemgå en større »opgradering med fokus på at skabe endnu bedre rammer for gæster og arrangementer« inden genåbningen i marts næste år.

Som han selv siger i den forbindelse:

»Man kan ikke holde sin fest om. Derfor skal maden, værtskabet og alle detaljerne sidde lige i skabet – hver gang,« lyder det fra Jesper Koch:

»Vi vil skabe et sted, hvor livets store begivenheder får de helt rigtige rammer.«

I øjeblikket er han stadig aktuel på tv-skærmen i rejse- og madprogrammet 'Bali på menuen'.