Bare 14 dages aldersforskel er der mellem Jesper Buch og hans bror.
Alligevel skulle den kendte iværksætter blive sidst i 30erne, før han lærte ham at kende.
Faktisk anede hverken han eller hans mor eller øvrige søskende, at broderen overhovedet eksisterede.
I podcasten Luk Mig Ind fortæller den nu 48-årige Just Eat-stifter og tidligere tv-løve, hvordan han for cirka ti år siden pludselig modtog en helt særlig e-mail med overskriften 'Halvbror!.'
»Så tænkte jeg: 'Halvbror.' Udråbstegn. Hvad fanden betyder det?«
Da han åbnede beskeden, blev han straks noget klogere.
»Så stod der jo: 'Hvis din far hedder dét, og din farmor hedder dét, så tror jeg altså, at vi er brødre.'«
Da den første overraskelse havde lagt sig, aftalte de to mænd at mødes på en café i Kolding.
Og her ventede en ny overraskelse Jesper Buch:
»Han var en kopi af min far. Jeg ligner min mor. Og han ligner så min far. Det så så syret ud,« husker forretningsmanden og tilføjer:
»Det viser sig så, at han er 14 dage yngre end mig.«
»Det er fucking vildt.«
Halvbroderen var altså resultatet af en affære, som Buchs far havde haft, og som ingen i familien havde kendt noget til.
»Jeg synes, det var lidt unfair. At man ikke sagde det. Jeg ville sgu da gerne have haft en bror, dengang jeg var barn.«
Heldigvis har de to brødre fået indhentet noget af det forsømte. I dag har de et godt forhold til hinanden.
»Vi fik kontakt, og vi er super tætte i dag. Han har min ryg og er én, jeg kan stole 100 procent på,« fortæller han til værterne Ali Najei og Mathias Laursen i podcasten.
»Det var ikke noget, jeg havde tænkt mig at fortælle så meget om. Men nu spørger I, hvor mange søskende jeg har, og så skal min bror naturligvis også tælles med. Så jeg har tre søskende.«