Hans sti har måske ikke været den reneste. Hverken når det kommer til stoffer eller kvinder. Men til gengæld er én ting ved den aldrende rockstjerne ren. Hans ærlighed.

Og når det kommer til sidstnævnte, kvinderne, lægger han sig da også fladt ned, og erkender, at han er en vatpik.

Erkender, at det er derfor, at forhold efter forhold er endt med et brud. Senest hans mangeårige ægteskab med Louise Giese, som han tidligere i år blev skilt fra.

Erkendelsen falder i den nye samtalebog 'Flot kronhjort', hvor han ikke er nærig med de private og intime sider af sit liv.

Jesper Binzer med sin nu ekskone Louise Giese.
Jesper Binzer med sin nu ekskone Louise Giese. Mogens Flindt/Ritzau Scanpix

»Jeg har brug for at lufte det beskidte vasketøj, for jeg kan ikke bære på det selv. Så får jeg en tungere gang på jorden,« siger Jesper Binzer da også lige ud i bogen om sit behov for ærlighed. At kalde en spade for en spade.

Såvel når handler om dynamikken i D-A-D – som i år fejrer 40 års jubilæum – som i sine parforhold.

Hvor han altså langt fra er det vilde dyr, som han er på scenen.

Tværtimod.

For lige så ærlig, som han er i bogen, lige så uærlig er han i sine forhold. Siger ikke fra.

De fleste kender det gamle hit med Tommy Seebach og Annette Heick. Dét, hvor de synger 'Du skælder mig hele tiden ud'.

Sådan mener Jesper Binzer, at grundtonen i hans ægteskaber har været.

Som han ser det, er mænd, der som han er vokset op i 70erne, fodret med skyld, og afgiver derfor gradvist magten i forholdet til kvinden.

Bliver én, der lader sig koste rundt. Og undskylder alt.

Kong fejhed kalder han sig selv, og den som han blev i begge sine ægteskaber. Erkender, at det blev en dødsspiral. Som flyttede med ind i soveværelset.

Derfor har livet som rockstjerne altid været en befrielse for ham. Dér, hvor han kunne føle sig magtfuld. Som en brølende løve.

At det for de mange rockfans måske er en stor skuffelse, at høre om den side af ham, gør på ingen måde Jesper Binzer flov.

På scenen er han en brølende løve, men knap så brølende på hjemmefronten.
På scenen er han en brølende løve, men knap så brølende på hjemmefronten. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tværtimod vil han netop gerne have, at de skal se ham som det menneske, han er. På godt og ondt.

Og når det kommer til kærligheden og kvinderne, erkender han altså at være en vatpik. Og frem for alt et offer for sig selv.

»I begge mine ægteskaber føler jeg mig skyldig i ikke at have sat grænser,« siger han i bogen og fortsætter:

»Jeg skulle have taget mig selv mere alvorligt. Jeg gav køb på for meget for at få fred, og det endte med at bide mig i røven.«

I dag er Jesper Binzer kæreste med den 49-årige kunstner Anika Lori. Det kan du læse mere om her.

'Flot Kronhjort' udkommer 7. november på forlaget Grønningen 1

Fortæller åbent om sit misbrugJesper Binzer var afhængig af opioider: Jeg følte en lykke

Han har før – uden blusel – fortalt om sit misbrug. Om i sin ungdom at eksperimentere med lsd, om at drikke sig hammerstiv og om at forsvinde i tåger af hash.

»Hash blev en krykke for noget psykisk, jeg ikke kunne kapere,« som han for et årti siden beskrev sit misbrug i et interview med B.T.

Et misbrug, som kulminerede omkring 2002, hvor han blev far til sønnen Benjamin. Og et misbrug som han på ingen måde var stolt af.

Men siden kom et andet misbrug på banen. Et langt mere skræmmende.

Opioider. Stoffet som i dag anses for så stærkt vanedannende, at regeringen netop har offentliggjort et nyt udspil, der skal forhindre, at misbruget løber løbsk. Som i udlandet, hvor det allerede udgør en dødelig sundhedskrise og i eksempelvis USA dagligt koster 150 mennesker livet.

Det er i den nye samtalebog 'Flot kronhjort', at Jesper Binzer med vanlig åbenhed fortæller om dét, der førte til et regulært misbrug.

»Jeg følte en lykke, hver eneste gang jeg havde taget en pille. Tre kvarter efter var det bare sådan: 'Kære Gud. Det er jo fantastisk det her'. Det var bare dejligt at være mig. Der var så mange brikker, der faldt på plads,« beskriver han i bogen.

Når opioider overhovedet kom ind i den danske rockstjernes liv, skyldes det ifølge ham selv, at han stort set hele sit liv har kæmpet med uro i kroppen, som har ført til talrige søvnløse nætter, hvor han rullede rastløst rundt i sengen og ofte endte med slet ikke at sove.

For omkring ti år siden - og i en anden forbindelse - blev Jesper Binzer introduceret til tramadol af sin læge. Et smertestillende middel i den milde ende af opioid familien.

De gav ham ro i kroppen. Og selvom de ikke fik ham til at sove, blev det i stedet en fest at være vågen.

Så mere ville have mere.

De første år var det kun lejlighedsvis, at Jesper Binzer tog pillerne, men i bogen husker han, at det efter lillebror Jacobs 50-års fødselsdag i 2016 blev dagligt. Fordi der var for meget ubalance i hans liv.

Både i forhold til D-A-D og i hans ægteskab.

Pillerne rettede op på den ubalance. Gav ham en selvtillid af den anden verden. Dén, som han skrev sit første soloalbum på.

Tilmed var de forbavsende nemme at få fingre i. Mange i hans egen omgangskreds havde fået dem udskrevet, men kunne ikke tåle dem. Og så overtog han resterne.

Endnu nemmere blev det, da han fandt ud af, at de kunne købes i håndkøb i Mexico.

Så fik Jesper Binzer kolleger, der skulle på turné i landet, til at købe store mængder med hjem, ligesom han selv, da D-A-D i 2017 var på 'Monsters of Rock Cruise' i Caribien, gik i land og købte 200 piller.

De blev smuglet hjem i det glas med melatonin piller, som han havde tømt.

Hjemme skjulte han pillerne i sit hemmelige rum under trappen. Og langsomt eskalerede misbruget.

Først var 25 mg nok. Så skulle der 50 til. Dernæst 75. Altid om aftenen. Altid i hemmelighed. Skjult for familien. Som en anden kriminel.

Ironisk nok var det netop lovens lange arm, der fik Jesper Binzer til at tage en kold og brutal tyrker.

I bogen fortæller han, hvordan han var løbet tør for piller og i desperation havde bestilt en sending fra en kinesisk hjemmeside.

Men da kuverten endelig dumpede ind af brevsprækken, var kuverten tom. Bortset fra et brev fra Københavns Politi, hvori de meddelte, at de havde konfiskeret pillerne. Fordi de var ulovlige.

Det var ganske enkelt for pinligt. Selv for en rockstjerne. Så han stoppede. Fra den ene dag til den anden.

Vel vidende, at helvede ventede ham.

»Det var eddermame hårdt at komme ud af opioiderne. Det var en måned med angstanfald og vitterlig ingen søvn. Jeg sad bare og hyperventilerede om natten i 14 dage, og når det blev for slemt, talte jeg højt til mig selv,« beskriver han i bogen og konkluderer stolt, at det lykkedes ham at komme ud af misbruget.

»Efter 22 måneder. Og ingen lagde mærke til noget.«

'Flot kronhjort' udkommer 7. november på forlaget Grønningen 1.