TV 2 har onsdag morgen for første gang sat ord på den Højesteretsdom, der tirsdag afgjorde, at Jes Dorph er berettiget til en erstatning på godt to millioner kroner.
'Højesteret har nu fundet advokatundersøgelsen mangelfuld i forhold til Jes Dorph-Petersen, og de mangler i undersøgelsen kan vi kun beklage for alle involverede,' lyder det fra TV 2's administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen i en pressemeddelelse.
Hun understreger samtidig, at TV 2 står ved de ledelsesmæssige beslutninger, man traf dengang, og som ikke kun skete på baggrund af advokatundersøgelsen, lyder det.
Nu reagerer Jes Dorph selv på TV 2's udmelding, som han mildest talt ikke giver meget for.
»Jeg har læst reaktionen på dommen i Højesteret fra TV 2’s direktion. Et ansvarsfraskrivende og æreforladt svar, som skuffer mig. Men desværre ikke overrasker,« siger Jes Dorph i et skriftligt svar til B.T.
Jes Dorph uddyber yderligere, at han mener, at der er en række ting, TV 2's direktør ikke forholder sig til i svaret på dommen.
'TV 2’s administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen leverer en forpjusket retorisk undvigemanøvre.'
'Hun forsøger at pakke Højesterets entydige dom og lammende kritik ind i en retfærdiggørelse af præmissen for den undersøgelse, hun selv helt af egen drift satte i gang og valgte reglerne for,' lyder det fra Jes Dorph.
'Direktør Anne Engdal Stig Christensen undlader fuldstændig at forholde sig til, at TV 2 og advokat Yvonne Frederiksen begge var særdeles aktive aktører i advokatundersøgelsen,' tilføjer han.
Jes Dorph skriver videre, at han mener, TV 2's svar klinger hult.
'Tværtimod undskylder direktøren sig med, at intentionerne i hendes egen beslutning dengang var ædle og gode. Men det er jo ikke nogen undskyldning for, at alting siden gik galt. Det runger hult – og der er intet belæg for den ansvarsfraskrivelse, som TV 2 nu forsøger sig med,' skriver Jes Dorph til B.T.
Han mener, at TV 2 mangler at forholde sig til deres eget ansvar i sagen og den ifølge ham manglende retssikkerhed.
'TV 2-direktøren forholder sig slet ikke til det åbenlyse ansvar, hun og TV 2 påtog sig ved helt frivilligt at sætte advokatundersøgelsen i gang uden at sikre tilstrækkelig retssikkerhed for de personer, der blev indberettet.'
Jes Dorph uddyber i sit svar, at fordi TV 2's ledelse og HR-chef var dybt involveret i processen omkring advokatundersøgelsen, så burde ledelsen ifølge ham også stå mere på mål for den dom, Højesteret er kommet med.
Derudover kritiserer Jes Dorph, at TV 2's direktør hverken bruger den tidligere tv-værts navn eller undskylder i det svar, der nu er udsendt.
'Jeg bemærker også, at Anne, som jeg mange gange i fortiden har stået og hyggesnakket med i kantine-køen på Kvægtorvet, ikke nævner mig med navn.'
'Det er næppe en forglemmelse. Heller ikke, at hun undlader ordet 'Undskyld' – men holder til til en vag beklagelse overfor 'alle involverede'', skriver Jes Dorph.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra TV 2 til Jes Dorphs udmelding.
Tirsdag stod det klart, at Jes Dorph er berettiget til en erstatning på cirkato millioner kroner plus renter fra advokat Yvonne Frederiksen, der tilbage i 2020 udførte advokatundersøgelsen, der konkluderede, at Jes Dorph havde begået seksuel chikane på TV 2.
En konklusion, der ifølge retten altså ikke var tilstrækkeligt grundlag for.
Advokatundersøgelsens resultat fik Jes Dorph fyret fra sit job som vært på ‘Go Aften Live’ på TV 2, som han dengang var vært på, og siden har Dorph kæmpet en juridisk kamp om sagen.

