Han er færdig tv-kanalen DK 4.
Det bekræfter 64-årige Jes Dorph-Petersen over for B.T.
Her har han ellers i hele 2023 gjort comeback med sit eget fodboldmagasin ‘Vi elsker fodbold’, men nu er det slut.
DK 4 har ikke ønsket at fortsætte med programmet, fortæller Jes Dorph-Petersen til B.T. efter tidligere tirsdag at have bekræftet det over for Ekstra Bladet.
Han blev som bekendt fyret i 2021 af Nordisk Film, hvor han var vært på ‘Go’aften Live’, som Nordisk Film producerede for TV 2, der ikke ønskede at have ham på skærmen oven på hans Me Too-sag.
Hvad han nu skal lave er et åbent spørgsmål:
»Jeg ved det simpelthen ikke. Jeg har ikke nogen ambition om, at jeg nødvendigvis skal være vært på et tv- eller radioprogram. Jeg nyder lige så meget at arbejde bag linjerne. Jeg er bestemt ikke kræsen, og jeg tænker ikke, at jeg skal have samme job, som jeg havde i gamle dage, som jeg dybest set ikke savner en skid.«
Hvorfor savner du ikke det, du kom fra?
»Jeg var vært i diverse programmer fra 1991 til 2020, altså i knap 30 år. Jeg har fået enormt mange oplevelser med det. Jeg har oplevet det, jeg skulle. Cirkushesten savner ikke savsmulden,« siger Jes Dorph-Petersen og fortsætter:
»På mange måder har det at komme ud af det store TV 2-hjul være en lettelse. Det var ikke, fordi jeg gik frivilligt. Det var TV 2, der smed mig ud. Men jeg har opdaget i de tre år og tre måneder, der er gået, siden det her skete (Me Too-sagen og fyringen, red.), at jeg ikke savner at sidde inde i et studie og interviewe den ene og den anden.«
»Det føltes fornyende og befriende at lave sit helt eget fodboldprogram uden redaktører på DK 4. Det var min egen lille verden. Alt, der skete i det program, havde jeg selv fundet på.«
Jes Dorph-Petersen gør det klart, at han bestemt ikke savner at være en offentlig kendt tv-vært, som alle har en holdning til.
»Lige nu nyder jeg at tusse rundt som en gammel mand: Gå ture, sove til middag, læse en masse bøger og sætte mig ind i The Doors. Jeg sidder ikke og kigger ind i en væg. Måske er jeg færdig på jobmarkedet. Den høje status, jeg havde før Me Too-sagen på TV 2, er væk og forsvundet. Jeg er jo nærmest i minus.«
Hvordan har du det med det?
»Det accepterer jeg. Jeg synes, det er voldsomt. Men jeg ved, at det ikke skyldes mine professionelle kvaliteter. Men i efterdønningerne af så voldsom en sag, så bliver den nok siddende på mig som en slags tatovering resten af mit liv. Det gør den jo.«
Har du forliget dig med det?
»Ja, det har jeg forliget mig med. For hva’ fa’en skulle jeg gøre ved det? Jeg kan mene nogle ting om det, men jeg respekterer også, at den enkelte arbejdsgiver – din redaktør, Ekstra Bladets redaktør og små arbejdspladser, hvor jeg søgte job forrige år – ikke vil have mig. Det er deres frie valg. Det må jeg leve med.«
»Jeg havde en høj status på TV 2, og den har de taget fra mig. I starten forsøgte jeg at rulle det hele tilbage, men det kommer aldrig til at ske.«
Jes Dorph-Petersen fortæller, at han går med to bogprojekter i maven. Et af dem har han så småt taget hul på.
»En eller anden dag skriver jeg en bog om alt det, jeg har været igennem; ikke kun om Me Too-sagen, men om mit liv. Jeg har skrevet fragmenter til første, anden og tredje kapitel, men det er ikke på et stadie, hvor der er et forlag inde over. Og så roder jeg lidt med at skrive en nøgleroman om alt, hvad jeg har oplevet – på godt og ondt – på TV 2.«
Jes Dorph-Petersen sidder i dag med en fornemmelse af, at eftertiden vil se tilbage på Me Too-opgørene med et kritisk blik.
»Jeg tror, man vil se anderledes på det om noget tid. Det der med, at man udpegede nogle syndebukke for en hel kultur, der tror jeg, at man vil sige: 'Gjorde man virkelig det!'«
Me Too-sagen har ikke kun været et onde for Jes Dorph-Petersen, betoner han:
»Man bliver jo ikke mindre moden af at komme ud for så voldsom en hændelse og tur i den offentlige kødhakker, som jeg har været. Og det siger jeg ikke, for at nogen skal have ondt af mig eller fremstille mig selv som offer.«
»Men det er en konstatering, og jeg har lært enormt meget om mig selv, at stå ved mig selv og ikke at tage den skyld, som andre vil lægge på mig, ind i mig selv. Hvis jeg havde taget den skyld på mig, så havde jeg ikke kunnet klare det.«
»Grundlaget var at stemple mig som et dårligt menneske, og det ved jeg, at jeg ikke er. Jeg kan ikke leve på, hvad andre synes om mig. Jeg bliver nødt til at være mig selv og tro på mig selv.«
Er du nået frem til den erkendelse selv, eller har du fået hjælp til det?
»Jeg har talt med mange kloge mennesker. Både præster, psykologer, psykoterapeuter og ikke mindst min kæreste, som har hjulpet mig fra første dag. De har støttet mig enormt i at bevare mig selv og ikke falde sammen. I dag er jeg et sted, hvor jeg nogle gange tænker: ‘Det var sgu da på tide, at jeg blev voksen.'«
»Jeg havde et liv dengang, hvor jeg var meget privilegeret. Jeg var meget vellidt, meget omtalt, kom gratis ind alle steder og kørte i solskin med medvind i overhalingsbanen. Det er det, man gør, når man har den position og status, som jeg havde. I dag har jeg noget andet, jeg er glad for. Jeg har mødt enormt mange mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, hvis jeg stadig havde siddet ude på TV 2.«
Må jeg spørge om noget?
»Det har du hele tiden gjort, så det gør du bare.«
Når man, som du siger, kører i solskin og med medvind i overhalingsbanen, kan man så godt glemme lidt at være god mod andre. Er det i virkeligheden nemmere at være god mod andre, når man selv har mærket, at livet også har en skyggeside?
»Det er et sindssygt godt spørgsmål. Ja, det er det! Jeg vil påstå, at jeg forstår mennesker meget bedre i dag, end jeg gjorde for tre og et halvt år siden. Jeg har fået meget større ydmyghed over for andre mennesker,« siger Jes Dorph-Petersen og fortsætter:
»Jeg har levet i en osteklokke – det er der ingen tvivl om – hvor jeg måske har glemt, at der var andre mennesker, der ikke havde det så nemt eller levede så privilegeret som jeg. Jeg komme i dag i nogle miljøer – ikke mindst i AA (Anonyme Alkoholikere, red.) – hvor jeg møder mennesker, der har væsentligt større problemer og udfordringer i livet, end dem jeg har og har haft.«
»Dem havde jeg aldrig mødt, hvis det her ikke var sket, og det har jeg en enorm ydmyghed over for. Og jeg tror, at jeg som interviewer er meget bedre i dag, da der er nogle ting, jeg er blevet meget klogere. Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, havde jeg sikkert sagt en masse lort.«
