Jes Dorph-Petersen har netop vundet i Højesteret – og er blevet forgyldt.
Advokat Yvonne Frederiksen skal betale den tidligere tv-vært to millioner kroner plus sagsomkostninger og procesrenter for den advokatundersøgelse, der endte med at resultere i hans fyring.
Selvom det må være en glædens nyhed for Jes Dorph-Petersen, vil han dog endnu ikke sige for meget.
»Ingen kommentarer, jeg skal først læse dommen igennem med min advokat,« lyder det høfligt fra tv-værten, da B.T. fanger ham over telefonen kort efter domsafsigelsen tirsdag middag.
Jes Dorph forsikrer dog, at han derefter vil sætte flere ord på dommen, der i den grad er faldet i hans favør.
I Østre Landsret forinden blev advokat Yvonne Frederiksens nemlig fritaget for at skulle betale erstatning, men i Højesteret fik Jes Dorph-Petersens medhold i sit ønske på to millioner kroner i erstatning.
Det mente både han og advokat Jonas Christoffersen var mere end rimeligt, efter Jes Dorph skulle have fået konstateret ptsd og kommet på seniorpension på grund af sagen.
For fem år tilbage blev Jes Dorph-Petersen nemlig fyret fra Nordisk Film TV-producerede 'Go' aften live' på TV 2 efter advokatundersøgelsen.
Den konkluderede – med Yvonne Frederiksen i spids – at der var saglig begrundelse for at afskedige Jes Dorph Petersen på grund af sexchikane.
To tidligere praktikanter kom med beskyldninger mod Jes Dorph-Petersen, som handlede om episoder i årene 2001 og 2003.
Men undersøgelsen var i strid med de principper, som kaldes for 'god advokatskik'. Det har først Advokatnævnet, siden Østre Landsret og nu også Højesteret slået fast.
Yvonne Frederiksen gav ikke Jes Dorph tilstrækkeligt med oplysninger om, hvilke handlinger han konkret blev beskyldt for, og hun gjorde ikke tilstrækkeligt rede for, hvorfor hun mente, at der var en saglig fyringsgrund.
B.T. forsøger at få en kommentar fra TV 2.
B.T. følger sagen.
