Jens Jacob Tychsen om hård tid og stor sorg: 'Det var min overlevelse'
Under optagelserne til 'Badehotellet' var Jens Jacob Tychsen ramt af sorg, og derfor måtte han søge efter hjælp.

Under optagelserne til 'Badehotellet' var Jens Jacob Tychsen ramt af sorg, og derfor måtte han søge efter hjælp.

I mere end 10 år har Jens Jacob Tychsen hittet i de danske tv-stuer for sin rolle som Hr. Weise i 'Badehotellet'.
Men midt i optagelserne til de ti sæsoner af TV 2-hittet, ramlede hans verden pludselig sammen.
Tidligere har skuespilleren fortalt til B.T., hvordan han for nogle år siden mistede sin mormor, måtte flytte sin mor på plejehjem grundet demens, og samtidig fik hans hustru, Anette Toftgaard, konstateret brystkræft.
Alligevel gik arbejdslivet, og nu fortæller han i et interview med Hjemmet, at han måtte søge professionel hjælp undervejs.
»Lad mig sige det sådan: I de år gik jeg rigtig meget til psykolog og spurgte mig selv, om jeg var ved at blive skør. Jeg forstod ikke, hvordan jeg om dagen kunne stå i Aarhus og rydde op efter min mor og tudbrøle over, at verden var ramlet sammen – og fem timer senere stå på en scene i Sønderborg og få folk til at grine.«
»Min psykolog påpegede, at det var min overlevelse og min frihed, ellers ville jeg stå i lort hele tiden,« fortæller Jens Jacob Tychsen.
Han fortæller videre, hvordan det var en hård hverdag, hvor konens sygdom og arbejdslivet overlappede.
Heldigvis er Anette Toftgaard i dag kræftfri.