Musikeren Jannik Brandt Thomsen, der er kendt som Jay fra duoen 'Nik & Jay', har fået solgt sin villa i Skodsborg i Nordsjælland.
Den 44-årige musikers 144 kvadratmeter store gulstensvilla blev sat til salg i november, og nu er den altså allerede blevet solgt.

Se og Hør skriver, at han ifølge Tinglysningen fik 13.750.000 kroner for ejendommen.
Det betyder, at salgsprisen er noget lavere end de 15 millioner kroner, som den oprindeligt blev sat til salg til.
Det har dog vist sig at være en god investering. Ifølge Se og Hør købte Jannik Brandt Thomsen villaen i november 2020 for 9.150.000 kroner.
Det betyder, at han har tjent 4,6 millioner skattefrie kroner – det er minus udgifter til mægler, renovering og vedligeholdelse.

