»Det har taget røven på mig, at det er gået så godt.«

Sådan lyder det fra streamer, dj og tidligere 'Spillet'-deltager Jacob 'Jaxstyle' Krull, der i november måned udgav en ny produktion af nummeret 'Turn The Lights Off'. 

Sangen genkender nogen måske fra dj Kato og sanger Jon Nørgaards 2010-hit, der efter en trend på TikTok er genopstået og røget nummer et i verden – på Spotifys liste over de mest virale sange. 

Jaxstyles single er hans første udgivelse under en ny pladekontrakt med det hollandske selskab Spinnin’ Records.

Siden udgivelsen i november har nummeret opnået stor succes på hitlister i blandt andet Polen, Tyskland, USA og England samt på flere østeuropæiske radiostationer. 

Den største succes har dog vist sig at være i Kina, hvor nummeret er gået nummer et på den kinesiske streaming tjeneste KuGou Musics internationale hitliste – og det skyldes helt andre årsager end virale trends, lyder det fra Jacob Krull til B.T. 

»Kina har været et fokus for Spinnin' Records, som har gode erfaringer der. Hvis man lukker øjnene for et land med 1,4 milliarder mennesker, skyder man sig selv i foden,« siger han og tilføjer:

»Jeg vidste godt, at pladeselskabet havde store muskler og kunne brage derudad. Men at det ville stikke så meget af, det har taget røven på mig.«

Hvordan føles det, at sangen klarer sig så godt internationalt?

»Det er mærkeligt, for jeg sidder jo bare her i mit hjemmestudie i Aalborg. Jeg mærker det ikke fysisk – det er næsten kun tallene, man kan se og fejre. Det er anderledes, men fedt.«

Hvad betyder det for fremtiden?

»Jeg vil ikke udelukke at rejse ud, hvis der er opbakning. Det vil komme lidt bag på mig, hvis det pludselig tager fart derovre. Men jeg er ung og klar på det hele.«

Hvilke drømme har du med musikken?

»Herhjemme håber jeg, at den elektroniske scene får en genopblomstring. Jeg føler, der mangler frisk kød. Det vil jeg gerne bane vejen, både for mig selv og unge talenter derude,« siger han og tilføjer: 

»Internationalt drømmer jeg om at lave musik med de store navne, jeg selv hørte på børneværelset. Det er blandt andet David Guetta og Tiësto. Det lyder ambitiøst, men pludselig føles det ikke urealistisk.«

Den internationale succesen har dog også ført kritik med sig. Flere online anklager ham for at tage Katos klassiker, for ikke at have ændret nok og for at ride på andres succes.

Til det svarer Jacob Krull: 

»Jeg forstår godt forvirringen. Men både Kato og jeg har fortolket en original sang på helt lovlig vis. Jeg tager ikke æren for originalen fra 2007 – jeg har bare lavet en ny version. Det handler ikke om at stjæle succes. Tværtimod synes jeg, man skal glæde sig over, at begge versioner hitter.«