Handicaptoiletter skulle man tro var indrettet til personer i kørestol.

Men den tidligere racerkører Jason Watt kan skrive under på, at det langt fra altid er tilfældet – og det har betydet, at Herlev Hospital nu må lave deres nye handicaptoiletter om.

For nylig var Jason Watt – der sidder i kørestol efter en ulykke som 29-årig, hvor han bragede ind i en parkeret motorcykel – på Herlev Hospital for at få taget blodprøver.

»Det er jo pinligt. Og så på et hospital af alle steder,« siger Jason Watt til B.T.

»Det er ikke noget, jeg hidser mig op over – jeg tager det med et smil på læben, og så kører jeg hjem og sætter håret i stedet for,« siger Jason Watt, der gik viralt med sin video fra oplevelsen på Herlev Hospital. Foto: Jason Watt / Instagram: @jason_watt_dk
»Det er ikke noget, jeg hidser mig op over – jeg tager det med et smil på læben, og så kører jeg hjem og sætter håret i stedet for,« siger Jason Watt, der gik viralt med sin video fra oplevelsen på Herlev Hospital. Foto: Jason Watt / Instagram: @jason_watt_dk

For da han ankom til handicaptoilettet på hospitalet, kunne han opgive at nå sæben eller se sig selv i spejlet.

»Jeg skulle bare lige ud og vaske lapperne, men så kunne jeg så se, at det bliver ikke i dag, jeg sætter frisuren,« lyder det med et glimt i øjet fra den tidligere racerkører.

For når man sidder ned i en kørestol, sidder ens frisure også lavere. Men det gør spejlene på handicaptoilettet på Herlev Hospital altså ikke nødvendigvis.

Herunder kan du se Jason Watt vise problemet på Herlev Hospitals nye handicaptoilet. Artiklen fortsætter efter videoen.

For Jason Watt burde det dog være nemt at løse problemet, som ifølge ham tyder på, at man involverer de faktiske brugere for lidt i etableringen af nye handicaptoiletter.

»Det er ikke bare noget fra gamle dage, hvor man ikke tænkte over den slags – det er også spritnyt byggeri, hvor man ikke har tænkt over det. Jeg forstår virkelig ikke, at det kan være så svært,« siger Jason Watt.

»Det kunne være så simpelt, hvis man bare satte sæbedispenserne ud til siden og satte spejlet ned til håndvasken eller satte et fuldfigursspejl over på væggen – så kunne alle være med.«

Herlev Hospital oplyser overfor B.T., at deres nye handicaptoiletter er »etableret indenfor de seneste cirka fem år og overholder bygningsreglementet«.

ARKIV. Herlev Hospital. Her med det nye diabetescenter.
ARKIV. Herlev Hospital. Her med det nye diabetescenter. Søren Bidstrup

»Der har ikke tidligere været klager,« lyder det fra Jesper Kalmeyer Løvenhardt, der er ejendomschef for hospitalet.

Alligevel tager man nu Jason Watts kritik til efterretning og vil udbedre handicaptoiletforholdene.

»Vi har gennemgået toiletterne, og på alle handicaptoiletter sidder spejl, håndvask og sæbe- og spritdispensere i korrekt højde,« forsikrer ejendomschefen først, før han indvender:

»I forrummene til toiletterne sidder spejlet ganske rigtigt højere, og her vil vi kigge på muligheden for at rykke spejlene længere ned.«

Jason Watt er prisvindende racerkører, og i dag har han stadig passionen for motorsport, som ellers kostede ham førligheden og sin glorværdige karriere som udøver i 1999.
Jason Watt er prisvindende racerkører, og i dag har han stadig passionen for motorsport, som ellers kostede ham førligheden og sin glorværdige karriere som udøver i 1999. Anthon Unger

Ifølge Jason Watt er det dog et hyppigt problem, ikke kun på Herlev Hospital, at særligt spejlene på handicaptoiletterne ikke er sat ned i kørestolshøjde.

»Det er rigtigt, rigtigt mange steder, det forekommer, at man tænker, at det individ, man sætter et skilt op af på døren, det har nok ikke interesse i at sætte håret,« siger den 55-årige motorsportsentusiast og griner.

For selv om han kan tage situationen med sit sædvanlige smil, så har han alligevel et opråb til alle, der skulle barsle med at anlægge et handicaptoilet.

»Hvor svært kan det være at involvere nogen, der sidder i kørestol? Tanken har tit været god nok, men så har der stået en eller anden og sjusset sig frem til, at 'det er nok cirka her' – så spørg dog folk, der har lidt erfaring med at sidde i kørestol!« lyder det fra Jason Watt.

Herlev Hospital har ikke besvaret B.T.s spørgsmål om hvorvidt, der har været kørestolsbrugere involveret i processen omkring hospitalets handicaptoiletter.