Jarl Friis-Mikkelsen har som tv-vært mødt de allerstørste stjerner.

Da B.T. møder den i dag 74-årige multikunstner i forbindelse med udgivelsen af hans nye selvbiografi 'Mens vi stadig er her' er det derfor oplagt at spørge: 'Hvem er den mest kendte person du har i din telefonbog'.

Han smiler lidt og svarer så:

»Kongen, vil jeg tro. Kongen og dronningen.«

Hvis man skulle være i tvivl, mener han helt præcis kong Frederik og dronning Mary.

Jarl Friis-Mikkelsen holder meget af Kongehuset og slår fast, at han er royalist.

Jarl Friis-Mikkelsen og hans hustru, Susanne, på vej til prins Vincent og prinsesse Josephines barnedåb i 2011. Foto: Martin Sylvest Andersen

»Jeg går 100 procent ind for monarkiet. Som Shu-bi-dua siger (I sangen 'Sorgenfri'): 'Der var engang et lille land, der boede en dronning med sin mand. Og de var kongelig.'«

Han fortsætter:

»Og så i omkvædet lyder det: 'Det er godt, at vi har hende, for hvad skal vi med sådan en præsident – en folkepolitibetjent, som de kalder det.«

Han tilføjer:

Daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, da prins Vincent og prinsesse Isabella blev døbt i 2011. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

»Kongehuset skal selvfølgelig stå i spidsen for den gode stil og ordentlighed, men de må og også godt have et glimt i øjet, og jeg synes, at Frederik og Mary klarer det rigtig godt.«

Du har været med til flere af deres fester. Hvordan lærte du dem at kende?

»Det ved jeg ikke. Jeg har kendt Frederik fra gamle dage, da han studerede i Aarhus. Så går der mange år, hvor man ikke snakker med hinanden, men så fik vi en invitation til tvillingedåben (Prins Vincent og prinsesse Josephines dåb i 2011).«

Han tilføjer:

En ung kong (Dengang kronprins) Frederik fotograferet i 1993. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix

»Vi ses on and off, og det er altid enormt hyggeligt – og helt privat.«

Hvad lavede du i Aarhus, da I mødtes første gang?

»Ole (Stephensen, red.) og jeg havde sikkert været på turné med et show. Så boede vi altid i Aarhus, og så mødte jeg den kommende konge der, fordi han jo boede og studerede der.«

Hvem sms'er du i dag mest med af kongen og dronningen?

»Haha, det vil jeg ikke sige.«