Jarl Friis-Mikkelsen hårdt ramt af Ulf Pilgaards død – det skal der stå på hans egen gravsten

Alting har en ende.

Sådan sang et af Jarl Friis-Mikkelsens yndlingsbands, Shu-bi-dua, og med årene har han da også været med til at begrave flere af sine gode venner.

Da B.T. møder den i dag 74-årige multikunstner i forbindelse med udgivelsen af hans nye selvbiografi 'Mens vi stadig er her', fortæller han, hvem der har været hårdest at miste, og hvordan han selv har det med at blive ældre.

Han ved blandt andet allerede nu, hvad der skal stå på hans gravsten.

Jarl Friis-Mikkelsen har i sin lange karriere som tv-vært og skuespiller opbygget et stort netværk indenfor underholdningsbranchen, hvor han i nyere tid har måttet sige farvel til navne som Bent Fabricius-Bjerre, Kim Larsen og hans mangeårige arbejdspartner Ole Stephensen.

»Det er jo ret trist, synes jeg. Der hvor jeg følte det stærkest, var da Ulf Pilgaard pludselig ud af det blå – han var syg – men døde af noget helt andet,« fortæller han om revylegenden, der døde i 2024.

Han fortsætter:

»Han boede ikke så langt fra, hvor jeg bor, og vi havde fået et rigtig godt forhold. Jeg elskede at drille Ulf – og omvendt, for han var en rigtig drillepind. Men den har siddet i mig ret lang tid.«

»Jeg kunne også godt savne Kim Larsen, vil jeg sige. Ole (Stephensen) og jeg sås jo ikke privat på den måde, men det er da også et kæmpe savn.«

Han tilføjer:

»Jeg prøver ikke at regne ud, hvem der bliver den næste, og hvor jeg ligger i rækkefølgen.«

Du er jo medlem af Ældre Sagen og blev for nogle år siden pensionist.

»Ja, det bliver man jo nærmest automatisk.«

Hvordan er det?

»Jeg har ikke rigtig brugt det. Jeg kører jo heller ikke med bus – er det ikke et buskort man får? Det har jeg ikke rigtig fundet ud af.«

Du går heller ikke så meget op i alder, kan jeg forstå?

»Nej, det gør jeg ikke.«

Det er ligesom med Bent Fabricius-Bjerre …

»Ja, han havde ingen alder. Han var helt knivskarp i pæren, da han var 80 år og spillede tennis og sejlede. Man skal ikke gå så højt op i det.«

Men som du afslører i din bog, har du trods alt styr på, hvad der skal stå på din gravsten?

»Ja, der skal stå 'Hvad sagde jeg?'.

Hvorfor?

»Det ved man jo kommer til at passe.«

Er det noget, du har set på andre gravstene?

»Nej, jeg ved ikke hvorfor. Jeg synes bare. Der ligger en lang historie i det, som man selv må regne ud. Det er det samme med titlen på min bog, som jo også kan forstås på mange måder. Jeg kan godt lide sætninger, der kan åbne masser af døre af betydninger.«