Jarl Friis-Mikkelsen bryder sig egentlig ikke om at være i centrum.

Gennem en lang karriere som blandt andet talkshowvært, har han foretrukket, at være den, der stiller spørgsmålene, men nu er han pludselig selv i fokus.

Det sker med udgivelsen af hans første selvbiografi, 'Mens vi stadig er her', der undervejs var lidt af en kamp at få nedfældet, fortæller han til B.T.

Bogen er skrevet i samarbejde med journalist Michael Monty, og når de mødtes, blev det tydeligt for den i dag 74-årige multikunstner, at det ikke var en favoritdisciplin at tale om sig selv.

»Jeg syntes, det var så hårdt og kedeligt. Jeg var på gyngende grund, for jeg har ikke været vant til at tale om mig selv, så jeg havde det egentlig dårligt hver gang,« smiler han og tilføjer:

»Nu er han (Michael Monty, red.) rigtig god til det, så man faldt jo ned. Men jeg tror, jeg er bedre til at være formidler af andres tanker end selv at stille op.«

Foto: Mathias Eis

I forordet til bogen forklarer Jarl Friis-Mikkelsen, at han efter mange års afvisninger nu har sagt ja til at udgive sine erindringer, da hans generthed 'er ved at smuldre lidt'.

Derudover håber han, at hans tre børn kan blive klogere på, 'hvad deres far er for én, og hvem de selv er', tilføjer han.

Hvorfor skrev du ikke bogen selv?

»Fordi jeg ikke ville vide, hvor jeg skulle starte og slutte. Jeg lever ikke i kronologi. Det hele er meget viklet ind i hinanden, så jeg ville være i tvivl, om jeg fik det hele med, og om hvad der er interessant og uinteressant, når man ser bagud.«

»Så det var godt at have en som stillede spørgsmål. Han kunne hele min historie og havde så valgt ud, hvad han syntes, og så kunne man jo tilføje lidt undervejs.«

Er der noget, du har udeladt eller bevidst fjernet?

»Nej, men jeg har været meget opmærksom på, at det selvfølgelig skulle være en bog, der fortæller om den eventyrlyst og det drive, jeg har haft. Men der er ingen grund til, at fortælle om alle dem, man har mødt på sin vej.«

»Jeg har jo også været i nogle forhold, og hvis jeg gik ombord i dem, tror jeg ikke, det ville være så godt.«

Så du forholder dig først og fremmest til dit arbejdsliv i bogen?

»Ja, det må også være det, der er mest vigtigt.«